Torsdag er blevet til fredag.

Men ikke hvilken som helst fredag. Det er nemlig Black Friday i dag.

Du har dog sikkert også læst om 'Black Week' i løbet af den seneste uge, for mange butikker og webshops har nemlig forsøgt at sprede deres tilbud ud.

Og det har man kunnet mærke hos sammenligningstjenesten PriceRunner.

Her er den såkaldte 'trafik ud til onlinebutikkerne', som måles, når du går ind og søger efter et produkt, finder en forhandler og derefter klikker derind, steget med 50 procent, hvis man sammenligner med den samme periode op til Black Friday sidste år.

»Butikkerne har forstået budskabet fra myndighederne og spredt tilbuddene ud på hele ugen. I år slår Black Week derfor rekord allerede, før selve Black Friday er kommet i gang. En samlet vækst allerede nu på 50% overstiger selv de største forventninger,« siger Martin Andersen, der er prisekspert og direktør for PriceRunner.

Det er dog ikke ensbetydende med, at du nu har snydt dig selv for 'det gode tilbud'.

»Selvom forhandlerne har spredt tilbuddene ud med let hånd over ugen, vil vi se et massivt udbud af nye udsalgstilbud i løbet af det næste døgn, og det vil vel fortsætte lige indtil mandag. Der kan forventes mange tilbud til gode priser,« siger Martin Andersen.

Lige nu er de danske webshops også fyldt med gode slagtilbud, men hvad er så de populære ting at købe her lidt over midnat?

PriceRunner oplyser til B.T., at de tre mest populære kategorier er legetøj, tv og høretelefoner, som danskerne altså er ivrige efter at finde til en god pris.

Mere konkret er det især produkter som Apple AirPods, Sonos-højttalere og robotstøvsugere, som mange af elektronikforhandlerne har de store slagtilbud på.

Men hvem er det så af os danskere, der udnytter de mange tilbud på Black Friday?

Onsdag viste helt nyt tal, at både alder, køn og hvor i landet du bor, spiller ind.

Black Friday i Egypten i dag. Folk står i kø.
Black Friday i Egypten i dag. Folk står i kø. Foto: AMR ABDALLAH DALSH
Vis mere

DI Handel har i samarbejde med analyseinstituttet Wilke spurgt 1.000 danskere om, hvor meget de forventer at spendere i løbet af den store tilbudsdag. Det skrev Børsen onsdag.

Mændene forventer at bruge flere penge end kvinderne, og de unge regner typisk med at bruge færrest penge.

Hvor unge mellem 18 og 29 år i gennemsnit forventer at bruge 1.620 kroner, drejer det sig om 2.544 for danskere mellem 50 og 59 år.

Nordjyderne er mest opsatte på at købe nyt på den store handelsdag. De forventer i gennemsnit at shoppe for 2.617 på Black Friday.

Til sammenligning forventer sjællænderne i gennemsnit 'kun' at bruge 1.444 kroner.