For butikskæden Normal, hvor man kan købe alt fra snolder og sennepsdressing til hundehalsbånd og ansigtsmasker, går det strygende med omsætningen. Faktisk så godt, at kæden har bestemt sig for at åbne 50 nye butikker i Danmark.

Normal har nemlig slået sin indtjeningsrekord.

Det præcise regnskab for året 2019/2020 er endnu ikke offentliggjort, men ifølge Børsen skulle det vise en markant fremgang for både omsætning og indtjening. Også selv om Normal, som alle andre butikker, har været ramt af nedlukning under corona.

Salget skulle efter sigende være steget med 22 procent – altså til over 2,3 milliarder kroner, og overskuddet før skat skulle være blevet tredoblet og lander på 190 millioner kroner.

En vækst, som stifter og administrerende direktør Torben Mouritsen beskedent beskriver som 'rigtig pæn':

»Men vi har haft rigtig pæn vækst i vores eksisterende butikker, og under omstændighederne vil jeg ikke være bekendt at klage over udviklingen i året,« siger Torben Mouritsen.

Normal opnåede med det samme succes i Danmark.

På blot syv år er 90 Normal-butikker dukket op, og kunderne har vist voldsom begejstring for kæden.

Det er netop derfor, at kæden nu har besluttet sig for at ekspandere, ikke bare i Danmark, men også i Norge, og i Aarhus åbnede to Normal-butikker torsdag.

For de kommende butikker er planen, at de skal placeres i mindre lokalområder, hvor der ikke er andre detailforretninger.