Der er dage, som er markant bedre end andre. Det kan man bare spørge alle medarbejderne hos det store danske firma Haldor Topsøe om.

De har nemlig gået ind på deres konto og set, at deres månedsløn er blevet udbetalt to gange, og dernæst fundet ud af, at det rent faktisk ikke er en fejl.

Det skyldes, at Haldor Topsøe har valgt at give en bonus til samtlige medarbejdere efter et utrolig godt regnskab. Den bonus er en fuld månedsløn. Det skriver Finans.dk.

»Vi er meget tilfredse med regnskabet i 2018, det må vi jo sige, og det har også betydet, at vi har udbetalt en pæn bonus til alle medarbejdere i virksomheden,« siger Bjerne S. Clausen, adm. direktør i Haldor Topsøe, til mediet.

Haldor Topsøe har 2246 medarbejdere, men det er uvist, hvor meget det har kostet firmaet at udbetale bonus til dem alle. Det er et firma, der primært beskæftiger sig med at lave katalysatorer til brændstof- og kemikalieindustrien.

Det er en helt anden situation, end den firmaet stod i sidste år, hvor man var nødt til at fyre 200 ansatte på grund af et dårligt regnskab, der viste minus 19 millioner kroner.

Det var man nødt til på grund af Donald Trumps sanktioner mod Iran sidste år. For Haldor Topsøe er det nemlig to af de vigtigste lande.

Modsat viser regnskabet i år 491 millioner kroner i plus. Det skyldes i høj grad en omsætning på 5,6 milliarder kroner i 2018.