Det er ikke dårligt at være ansat hos entreprenørvirksomheden Vam A/S i disse dage.

I hvert fald ikke, hvis man godt kunne bruge nogle ekstra mønter på kistebunden.

Firmaets fuldtidsansatte har nemlig fået udbetalt en bonus på i gennemsnittet 33.500 kroner, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Det sker i kølvandet på, at entreprenørvirksomheden i 2018 havde en rekordhøj omsætning på 218 millioner kroner.

»Vi har skabt et flot resultat sammen, og det deler vi med hinanden. Det er fantastisk, at vi stiger i omsætning, men bundlinjen følger i høj grad med, hvilket danner grundlag for, at vi igen i år kan udbetale overskudsdeling til vores medarbejdere,« siger Allan Hougaard, der er direktør hos Vam A/S, i pressemeddelelsen.

Medarbejderne kan i høj grad takke medejer og tidligere direktør, Søren Rasmussen, for den flotte bonus.

Tilbage i 1990erne indførte han nemlig en såkaldt overskudsdeling, der betyder at firmaet hvert år giver 27 procent af sit overskud til de ansatte.

I 2018 tjente firmaet 9 millioner kroner, og dermed fik de ansatte 33.500 kroner ekstra ind på kontoen.

Direktør for Vam A/S Allan Hougaard.
Direktør for Vam A/S Allan Hougaard. PR-foto Vam A/S

»Vi kan konstatere, at vores måde at gøre tingene på virker, og vi holder dampen oppe. Derfor deler vi overskuddet med medarbejderne. Vi tror på at dele overskuddet skaber engagement og ejerskab. Og for VAM er det den eneste rigtige måde at belønne medarbejderne på,« siger Allan Hougaard.

Vam A/S, der har 65 års erfaring i at udføre alle former for entreprenør- og anlægsopgaver, er de seneste år vokset betydeligt.

I 2017 omsatte de for 6,9 millioner, mens omsætningen i 2018 steg til 9 millioner.

Virksomheden har 140 ansatte.