Tøjmærket Shaping New Tomorrow blev danmarkskendt, da tre nordjyske iværksættere fik løven Jesper Buch med på eventyret i DR programmet 'Løvens hule'.

Siden da har det populære herretøjsmærke vokset sig noget større, og nu henter de en ny kommerciel direktør ind.

Det sker som led i en international skalering, hvor firmaet vil udvide med egne butikker i Tyskland, Norge og flere andre europæiske lande i løbet af de næste år. Det skriver Finans.

»Vi har erkendt, at vi ikke kan alting selv, og at vi som brand altid kan blive bedre. Derfor har vi kigget efter et nyt direktionsmedlem, der har erfaring med at skalere danske virksomheder internationalt og er stærk inden for it,« siger medstifter af Shaping New Tomorrow Christoffer Bak.

Det er den hidtil ukendte erhvervsmand Henrik Bak, som har fået den nye post i firmaet. Han er dog knap så ukendt for de unge mænd bag det succesrige tøjfirma, der for nylig rundede en omsætning på 200 millioner kroner

Henrik Bak er nemlig onkel til Christoffer Bak, som efternavnet måske afslører lidt.

Hvor stor Henrik Baks ejerandel i selskabet er, ønsker Shaping New Tomorrow ikke at oplyse.

Christoffer Bak fortæller dog, at Henrik Bak har været med på sidelinjen det seneste halvandet år, hvor han blandt andet har hjulpet med at gøre organisationen klar til at indtage det internationale marked.