Da iværksætteren Martin Thorborg for fire år siden første gang mødte gutterne bag tøjmærket ‘Shaping New Tomorrow’, var han ikke imponeret:

‘De fortalte om deres bukser, og jeg nænnede ikke at fortælle dem, at det var en lorte-idé,’ skriver han på Facebook.

Dengang var Martin Thorborg med iværksætteren Jesper Buch til Seedster – et event for iværksættere.

Og her præsenterede Jesper Buch ham for de tre gutter Kasper Ulrich, Christoffer Bak og Christian Aachmann, der med virksomheden 'Shaping New Tomoorow' i 2018 forlod Løven Hule med investeringer fra både Jesper Buch og Birgit Aaby.

Sådan så det ud, da Shaping New Tomorrow dengang var med i Løvernes Hule. Foto: DR
Sådan så det ud, da Shaping New Tomorrow dengang var med i Løvernes Hule. Foto: DR
Vis mere

Især Jesper Buch var begejstret for de tre gutter fra Aalborg og deres særlige herrebukser, der trods at klassisk snit angiveligt skulle føles som at gå i joggingbukser.

Men den begejstring delte Martin Thorborg altså umiddelbart ikke, da han mødte gutterne første gang.

For det første, er det ifølge iværksætteren svært at skabe et tøjbrand. At distancere sig med et par bukser, gør ikke opgaven nemmere. Hvor anderledes kan de være?

‘Der var intet på bukserne, der gjorde, at man kunne se, at de var specielle,’ skriver han på Facebook.

Men gutterne fra Aalborg var så smarte at forære Martin Thorborg et par.

‘Og for at gøre en lang historie kort, er det de bukser, jeg har brugt mest siden, skriver han og fortsætter:

‘Men forleden revnede de, efter jeg havde slidt dem helt ned og jeg måtte ud efter en ny sending.’

Martin Thorborg er nemlig – ligesom mange tusinde mænd – blevet overbevist om buksernes særlige egenskaber.

‘Det, jeg ikke vidste, var, at bukserne virkelig var meget bedre, og at drengen havde nosser så store som vandmeloner,’ siger Martin Thorborg.

Og løber man kommentarsporet igennem, er Martin Thorborg og Jesper Buch langt fra de eneste, der er begejstrede over den særlige mandebuks.

‘Er på par nummer 7. De er perfekte både på kontoret og i traktoren,’ er der for eksempel en der skriver i kommentarsporet.

Samme begejstring kan aflæses i det seneste regnskab fra Aalborgfirmaet.

‘Med et overskud på 30 millioner kroner i 2020, var det måske alligevel ikke en lorte-idé,’ konstaterer Martin Thorborg.