Det tog ikke lang tid, før den kendte og ekstravagante ejendom Fryseslottet i Skørping fik en ny ejer.
Blot 25 dage efter ejendommen kom til salg, er den nu blevet solgt. Det oplyser EDC Erhverv Poul Erik Bech i en pressemeddelelse.
Udbudsprisen løb op i svimlende 19,5 millioner kroner, men den endelige pris står hen i det uvisse – den er ikke offentliggjort.
Til gengæld lægger man ikke skjul på, at efterspørgslen har været stor:

»Allerede på dagen for offentliggørelsen fik jeg fire-fem henvendelser fra seriøse købere, og i de efterfølgende dage havde vi op til fire fremvisninger om dagen. Det er lang tid siden, at jeg har oplevet noget lignende for en erhvervsejendom i denne prisklasse,« siger Stig Theilmann fra EDC Erhverv Poul Erik Bech og tilføjer:
»Det har været et sjovt og spændende projekt og et privilegium at få lov til at stå for salgsprocessen.«
Det er den lokale ejendomsudvikler Bill Nielsen fra Aalborg, der skal sætte underskriften på købsaftalen.
Over for B.T. forklarer Stig Theilmann, at den nye ejer har valgt at holde prisen for sig selv. I hvert fald indtil den bliver tinglyst. Men prisen ligger over udbudsprisen, siger han.

Det er rigmanden Jørgen Enggaard, som i mange år har ejet Fryseslottet, der har fungeret som privathospital.
Privathospitalet flytter dog fra grunden til nytår, hvorfor Enggaard har valgt at sælge:
»Det er klart, at vi var spændte på, hvor stor interessen ville være for stedet. Ejendommen har været i familiens eje i mere end 30 år, og det er vigtigt for mig, at stedet føres videre til glæde for både lejere og lokalsamfundet i Skørping. Nu kan stafetten gives godt videre og en ny epoke begynde for Fryseslottet,« siger Jørgen Enggaard.
Hovedbygningen rummer blandt andet en stor reception med udgang til parken, operationsstuer, kontorer, opholdsstuer og 24 værelser med eget badeværelse samt møderum.
Selve grunden er 39.561 kvadratmeter. Ud over hovedbygningen får den nye ejer 14 boliger med i prisen.
Ejendommens konkrete anvendelse i fremtiden ligger ikke endnu fast.


