Nordjyllands Politi går nu ud med navn og billede på den 25-årige mand, de efterlyser i en sag om grov vold i Jomfru Ane Gade 20. november.

Der er tale om Johnny-Engvart Bufas Jensen.

»Der er tale om et alvorligt overfald, som han er mistænkt for. Det 32-årige offer pådrog sig som følge af slaget med flasken behandlingskrævende skader. Jeg vil gerne opfordre Johnny Engvart-Bufas Jensen til straks at melde sig til nærmeste politi,« siger lederen af efterforskningen, politikommissær Kenneth Rodam.

Episoden udspillede sig 20. november i Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Her blev en 32-årig mand overfaldet af tre personer.

Den forurettede blev blandt andet slået i hovedet med en seksliters spiritusflaske. Præcis hvilken rolle den 25-årige havde i overfaldet, vil politiet dog ikke oplyse.

»Det kan jeg ikke komme nærmere ind på,« siger Kenneth Rodam.

I sagen er to personer allerede varetægtsfængslet. En 17-årig og en 19-årig mand.

Nordjyllands Politi beskriver Johnny Envart-Bufas Jensen som 183 centimeter høj, lys i huden, med rødblond kort hår og almindelig af bygning.

Politiet opfordrer til at ringe på telefon 114 med oplysninger i sagen.