Julefrokostsæsonen er over os – eller rettere; nogle af os.

Firma efter firma aflyser julefrokosten på grund af risikoen for coronasmitte. Og det gør ondt på de danske restauratører. Rigtig ondt.

»Vi kommer til at lukke ned. Enten tvang eller af os selv. Spørgsmålet er: hvornår? Vi håber, vi kan klare året ud, men det her giver ingen mening for os. Overhovedet ikke. Slet ikke,« siger Rasmus Kardyb, som driver Limfjordens Hus i Glyngøre tæt på Nykøbing Mors, til TV Midtvest.

Lørdag skulle have været en af de helt store julefrokostdage på Limfjordens Hus med 84 gæster.

Kun tre af gæsterne kom. Resten af selskaberne aflyste.

Ifølge Rasmus Kardyb modtager restauranten 'aflysninger som aldrig før' – men muligheden for at få hjælp er mindre end tidligere under coronapandemien.

Der eksisterer stadig én kompensationsordning, som fungerer frem til årsskiftet, men en virksomhed skal have en omsætningsnedgang på mindst 45 procent for at kunne søge.

Det mener flere brancheorganisationer slet ikke er nok i en tid, hvor julefrokostaflysningerne fra coronabekymrede virksomheder strømmer ind.

»Smittefrygten fører allerede nu til massevis af aflysninger af for eksempel julefrokoster, arrangementer og frisørtider. Og politikernes offentlige bekymring, samt de skærpede restriktioner, vil næsten med sikkerhed føre til, at danskerne nu yderligere afstår fra at leve et normalt liv. De vil blive endnu mere tilbageholdende med at gå ud til fest, på restaurant og andre steder.«

»Den regning vil ramme skævt, og mange virksomheder inden for oplevelsesindustrien vil stå tilbage med tabte ordrer, uden at kunne få kompensation. Det er hverken fair eller holdbart fortsat at lade dem trække læsset,« sagde Jakob Brandt, direktør i SMVdanmark, der organiserer små og mellemstore virksomheder, i slutningen af november.

Også hos DOK 5000 i Odense lider man under de mange aflyste julefrokoster.

»Vi er nede på en tredjedel af vores kapacitet. I sidste uge gik det rigtig stærkt, og der var desværre mange, som aflyste deres bookinger hos os,« siger administrerende direktør Andreas Lynnerup til B.T.

»Langt over halvdelen har aflyst, og det kommer til at få store, økonomiske konsekvenser for os,« fortsætter han.

Men der er ikke planer om at rulle et større sikkerhedsnet af hjælpepakker ud under restaurationsbranchen – af en bestemt grund.

»Man kan godt holde sine julefrokoster. Man skal tage nogle forholdsregler og passe på hinanden, men man kan godt holde julefrokoster, så man behøver jo faktisk ikke at aflyse. Så det er muligt,« siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) til TV Midtvest.