Store datacentre er på flere fronter store klimasyndere.
Facebook i Odense er dog på et punkt et eksempel på, hvordan man selv som stor datagigant kan tænke i genanvendelse. Det skriver Finans.dk.
Avisen skriver, hvordan datacentre i Danmark sender overskudsvarme ud i intetheden i stedet for at sørge for, det bliver genanvendt. Varme, i mængder der ville kunne holde adskillige provinsbyer dækket.
Facebook i Odense har dog formået via et samarbejde med Fjernvarme Fyn at genanvende overskudsvarme. Det kunne til dels lade sig gøre, fordi Fjernvarme Fyn lavede ændringer for at imødekomme den mulighed.
»Vi har investeret 135 millioner kroner i nye varmepumpeanlæg, der kan hæve temperaturen i den spildvarme, vi modtager fra Facebook,« siger udviklingschef ved Fjernvarme Fyn Kim Winther til Finans.dk.
»Via en varmeveksler modtager vi 27 grader varmt vand, der skal hæves til mellem 70 og 75 grader for, at vi kan bruge det i fjernvarmenettet.«
Facebook tog i 2020 spadestikket til en udvidelse af det store anlæg, som ligger i Tietgenbyen i Odense.
Dermed vil man i 2023 have et over 80.000 kvadratmeter stort datacenter i Odense, og i en pressemeddelelse lyder det fra techgiganten, at det nye byggeri, der i sig selv er mere end 30.000 kvadratmeter, i travle perioder vil beskæftige over 900 mennesker.


