Ifølge E24 er råkaffeprisen steget til det højeste niveau længe. Peter Larsen Kaffe mærker de stigende priser.

Prisen på råkaffe er den seneste tid steget og har ifølge det norske medie E24 nået det højeste niveau i ti år.

De højere priser mærkes hos danske Peter Larsen Kaffe. Markederne er ifølge kommunikations- og udviklingschef Lars Aaen Thøgersen usikre.

»De seneste meldinger omkring vejr og forventet kommende høst er egentlige positive. Men særligt fragtsituationen skaber en ustabil situation, hvor priserne stiger,« oplyser han til Ritzau.

Ifølge E24 var prisen for et kilo kaffe mandag 37 norske kroner – eller 28,3 danske kroner. For halvandet år siden var den knap det halve.

Prisen sættes på den internationale råvarebørs i New York, som videre påvirker prisen, der betales på andre markeder.

I Peter Larsen Kaffe er man ifølge Lars Aaen Thøgersen meget opmærksom på de stigende priser.

»Men det er samtidig vigtigt, at vi handler ansvarligt og ikke bidrager til yderligere hysteri ved at hamstre og fylde lagre.«

»Forbrugerpriserne må fortsat forventes at stige, ligesom det er gældende for en lang række internationale fødevarer øvrigt,« oplyser han.

/ritzau/