Fitnesscentrene har åbent, men selvom januar normalt er højsæson for nye medlemmer, så udebliver de i stor stil.
Det oplever de blandt andet hos Thorøs Gym i Aalborg.
»Det kommer noget langsommere, end det ellers gør i januar,« siger Rasmus Thorø, der er indehaver af Thorøs Gym.
Han startede sit eget fitnesscenter i august 2020, altså midt under coronapandemien.

»Jeg er startet op midt i alt det her kaos. Det har været ekstremt hårdt. Allerede under første nedlukning måtte vi træne folk udenfor. Så blev vi lukket helt ned og havde svært ved at få del i hjælpepakker, fordi vi er en nystartet virksomhed,« siger han.
Derfor har han endnu ikke oplevet en januar-effekt i sin egen forretning, men med 11 års erfaring fra andre fitnesscentre kender han udmærket til den og lægger ikke skjul på, at manglen på nye medlemmer i januar ærgrer ham.
»Nogle virksomheder lever af julen og black friday. Vores højsæson er januar, og nu er det anden gang i streg, den er amputeret,« siger han.
Heldigvis for Rasmus Thorø, er der dog kommet mere gang i centeret efter nytår – bare ikke på grund af nye medlemmer.
»Vi har oplevet at vores eksisterende medlemmer i større omfang er begyndt at vende tilbage her i starten af januar. Så det handler mest om dem, der måske er inaktive i forvejen, de springer ikke op af sofaen endnu,« siger Rasmus Thorø.
Selvom der ikke ligefrem har været medvind på cykelstien for Rasmus Thorø og hans nystartede fitnesscenter, så er han fortrøstningsfuld for fremtiden.
»Vi kan godt få det til at løbe rundt, men vi løber også rigtig stærkt. Og jeg tror godt, der kan komme en forsinket januar-effekt, den bliver nok bare spredt ud over flere måneder i foråret,« siger Rasmus Thorø.

