Det har ikke været nemt for greentech-selskabet Green Impact Ventures at være til.

Selskabet, der tidligere hed Waturu, har i årevis haft en drøm om at skabe en bæredygtig vandvarmer.

Men det projekt er - endnu en gang - lagt i graven. Det skriver Finans.

Mediet kan nemlig berette om, at datterselskabet, der bærer navnet Waturu Aps, har fungeret som driftsselskab for selvsamme vandvarmer. Men ved Retten i Kolding er selskabet nu i konkursbehandling.

På Green Impacts Ventures' hjemmeside skriver selskabet selv, at enden, efter flere turbulente år, er nået.

Desuden bekræfter advokat Mads Danielsen, der agerer kurator i selskabet, at årsagen til, at selskabet blev slået omkuld, var et krav på en halv million kroner.

Hvem, der har indgivet et sådant krav, vides ikke.

Med konkursen kan selskabet dog skrive endnu et nederlag på cv'et.

Med en vandvarmer, der - efter sigende - var markedsklar, blev Waturu Holding, som det hed dengang, børsnoteret på First North i 2019. Selskabet manglede blot penge til at igangsætte produktionen.

Her kunne selskabet hente intet mindre end 17,75 millioner kroner med hjem til at få produktionen på plads.

På trods af, at det på daværende tidspunkt så lovende ud for selskabet, skulle det dog vise sig at være alt andet.

For produktionen? Den blev aldrig en realitet, og som aktiekursen faldt, gjorde firmaets markedsværdi det samme.

Ifølge Green Impact Ventures' hjemmeside, er drømmen om en bæredygtig vandvarmer dog ikke brast endnu.

Firmaet vil nemlig angiveligt, »når tiden er den rette« fortsat forsøge sig, under et andet navn og med en international partner ved hånden.