»Vores fremtid er blevet skyllet ud med badevandet.«
Direktøren for Marienlyst Strandhotel, Michael Lauritsen, er fortvivlet.
Han kan passivt se til, mens pengene fosser ud af hotellets sparegris. Han fortæller til Helsingør Dagblad, at han det seneste år har tabt 25 millioner kroner. I øjeblikket er det 100.000 kroner, der går tabt om dagen.
Turismen og hotelbranchen har været nogle af de hårdest ramte brancher, og det har været til at mærke hos hotellet, der er placeret ud til vandet ved Helsingør.

Derfor er der heller ikke meget optimisme at spore hos direktøren, på trods af, at vaccinerne rulles ud.
For inden pandemien ramte var der udsigt til renoveringer og investeringer. Men det bliver der ikke noget af nu.
Han fortæller, at hotellerne har bevist, at de kan håndtere en pandemi med forholdsregler og restriktioner. Og derfor forstår han ikke, hvorfor der ikke har været større fokus på at hjælpe hotelbranchen på vej i genåbningsplanen.
Hotellerne er ikke påtvunget at holde lukket, men da Marienlyst Strandhotel tilbyder en masse aktiviteter, som ikke må være åbne, har de holdt dørene lukkede siden begyndelsen af december.

Men da de ikke er påtvunget en nedlukning, kan de heller ikke tage del i kompensationsordningerne. Derfor fyrede hotellet hele 200 ansatte i slutningen af 2020.
Det var ellers planen, at de skulle øge antallet af ansatte, men det bliver der heller ikke noget af nu.
Michael Lauritsen håber, at de kan slå dørene op igen den 6. april.