Hvis ikke det danske retssystem havde begået graverende fejl, havde den 21-årige vanvidsbilist Helmi Mossa Hameed sandsynligvis ikke trafikdræbt en femårig pige på Peter Bangs Vej i København 28. oktober sidste år.
Sådan lyder det fra retsordfører Peter Skaarup (DF) på baggrund af et svar fra justitsminister Nick Hækkerup til Folketingets retsudvalg.
Heraf fremgår det nemlig, at anklagemyndigheden forkludrede en anden og to år gammel straffesag om vanvidskørsel mod Helmi Mossa Hameed så meget, at han var på fri fod 28. oktober sidste år, hvor han i påvirket tilstand kørte tværs over Peter Bangs Vej i en sort VW Passat og maste den femårig pige ihjel mellem bilen og en husmur.
»Vi har det nu sort på hvidt, at der blev begået afgørende fejl hos anklagemyndigheden, og det betød, at den to år gamle sag om vanvidskørsel ikke kom for retten. Sagen blev trukket i langdrag, og det har den fatale konsekvens, at han er på fri fod og forårsager drabet på pigen på Peter Bangs Vej,« siger Peter Skaarup og tilføjer:

»Hvis han havde fået sin dom for den gamle sag og havde siddet bag tremmer, havde han jo ikke kunnet køre pigen ihjel.«
Helmi Mossa Hameed blev torsdag tiltalt for trafikdrabet på den femårig pige.
Tiltalen lyder blandt andet på uagtsomt manddrab og kørsel i påvirket tilstand, og anklageren går efter en straf på mindst fire års fængsel. Sagen kommer for retten i april i år.
B.T. afdækkede i december sidste år, at Helmi Mossa Hameed endnu ikke var blevet dømt i en lignende sag, hvor han i januar 2019 hamrede ind i en anden bil på Ingerslevsgade i det indre København med sprit i blodet og alt for høj fart.

To unge kvinder blev alvorligt kvæstet. Den ene livsfarligt, og hun er i dag fortsat så medtaget, at hun er ved at få afklaret, om hun skal tilkendes førtidspension eller måske vil kunne klare et fleksjob.
Den gamle sag fra Ingerslevsgade er nu lagt sammen med trafikdrabet på den femårige pige og kommer altså først for retten efter mere end to år.
Kvindens advokat, Lasse Dalberg, kaldte det i december over for B.T. ‘helt uacceptabelt, at samfundet er så lang tid om at reagere på en alvorlig forbrydelse’.
B.T’s afdækning af den langsommelige sagsbehandling fik Dansk Folkeparti til at rejse sagen over for justitsminister Nick Hækkerup.
Svaret fra justitsminister Nick Hækkerup viser, at anklagemyndigheden bærer et stort ansvar for, at Helmi Mossa Hameed kunne være på fri fod den skæbnesvangre oktoberdag sidste år:
»Den 30. juli 2020 rykkede Københavns Byret for anklagemyndighedens stillingtagen til sammenlægningen af sagerne (sagen fra Ingerslevsgade og en anden straffesag mod Helmi Mossa Hameed, red). Anklagemyndigheden fik ved en fejl ikke givet retten den ønskede tilbagemelding. Derimod afventede anklagemyndigheden fortsat fejlagtigt sagens berammelse. Den 28. oktober 2020 var sigtede involveret i trafikdrabet på Peter Bangs Vej. Sigtede blev anholdt den 29. oktober 2020,« hedder det i justitsministerens svar til retsudvalget 4. marts i år.
Peter Skaarup kalder det ‘ubærligt’, at en sendrægtig byret - som ifølge Peter Skaarup rykker anklagemyndigheden alt for sent - og fejl hos anklagemyndigheden betyder, at Helmi Mossa Hameed ikke sad bag tremmer den 28. oktober 2020.
»Det er uacceptabelt, at vores retssystem kan fejle så groft. Og jeg håber, at myndighederne sidder med en utrolig dårlig smag i munden over for den familie, der har mistet deres kære,« siger Peter Skaarup.

Han mener, at myndighederne bør tage ved lære at sagen.
»Fremover skal det være slut med at pulje sager mod den samme gerningsmand sammen,« siger Peter Skaarup.
»For det betyder, at sagerne bliver trukket i langdrag – og det kan, som vi har set i denne sag, have fatale konsekvenser.«