I en snes år arbejdede han som en af Danmarks hårdeste narkobetjente.
Når han slog en dør ind på Vesterbro, vidste han aldrig, hvad der ventede på den anden side.
Og da han som specialtrænet undercover-agent for en udenlandsk efterretningstjeneste lagde den juridiske løkke om halsen på en stor narkobaron og hans slæng efter måneders tophemmeligt arbejde, blev han af sikkerhedshensyn sminket til ukendelighed af en stylist, inden han skulle vidne i retten.
Men det blev ikke de farlige arbejdsopgaver, der brat satte en stopper for René Dahl Andersens flotte karriere i politiet.
Det blev ham selv.
Efter at han ifølge sin egen vurdering var blevet smittet af moralen og dagligdagen i det hårde miljø, som han i årevis havde haft helt inde på livet og var blevet god til at navigere i som effektiv narkobetjent.
»Jeg begik mit livs dumhed og tog nogle værdifulde kobberlamper med hjem fra Politigården i København. Det kom til at koste mig et halvt års ubetinget fængsel for tyveri i plads og et spark ud af politiet,« fortæller han på umiskendeligt nordjysk.
»I dag er jeg flov over at have en dom for tyveri. Hvis jeg endelig skulle blive dømt for noget, måtte det gerne være for en af de kreative metoder, jeg havde brugt for at få en kriminel i fængsel,« smiler han.
Alligevel har 48-årige René Dahl Andersen nu valgt at lægge kortene ærligt frem og fortælle om sit begivenhedsrige liv som frontlinjebetjent i forbrydelsernes rå virkelighed.
Det sker i den nye bog »Hærdet – narkobetjent med gaden i blodet«, som han har skrevet i samarbejde med journalisten Casper Fauerholdt.
»Jeg vi gerne give offentligheden et indblik i en ellers helt lukket verden, hvor politifolk hele tiden skal navigere i svære menneskelige dilemmaer. Her er reglerne ikke helt så sort-hvide, som jeg i sin tid lærte på Politiskolen,« siger han, da B.T. møder ham.
Det sker et diskret sted på Vesterbro, hvor han ofte har haft fortrolige møder på tomandshånd med sine hemmelige meddelere og kilder i det kriminelle miljø.
I bogen beskriver han eksempelvis, hvordan han for at vinde tilliden hos en vigtig kilde i bandemiljøet på et tidspunkt forærer ham et par plader beslaglagt hash.
Det var lodret ulovligt og fyringsgrund. Men for politiet viste det sig at være en guldrandet investering i en værdifuld meddeler.
Den hemmelige kilde, der i bogen kun bliver kaldt Panteren, var siden med til at sende kriminelle bag tremmer i årevis samt føre til beslaglæggelse af omkring to et halv ton hash, 10 kilo kokain og flere skarpladte pistoler.
Som belønning modtager Panteren undervejs også adskillige tusinde kroner i dusører, ligesom René Dahl Andersen på et tidspunkt med en falsk anholdelse hjælper ham til at slippe hjemmefra til et erotisk stævnemøde, uden at Panterens årvågne kone fatter mistanke.
Under bandekrigen i København fortæller Panteren også sin politiven, at han ligger inde med en 9mm-pistol, som han får lov til at beholde i stilhed.
»Hvis vi anholder ham for det, er det slut med vores samarbejde, det gode forhold og alle de sager, han kaster af sig. Jeg kan heller ikke fortælle det til min chef, for han vil være nødt til at reagere på den viden,« argumenterer narkobetjenten for et af sine mange skøn om at lade hensigten hellige midlet.
»Følger man de skrevne regler, når man ikke altid i mål. I nogle situationer har vi med meddelere skullet spille rugby med en forsigtig, regelret fodbolddommer på banen.«
Derfor har Rene Dahl Andersen følt sig nødsaget til af og til at bøje retsplejelovens regler for politiets arbejdsmetoder.
»Når jeg i dag ser på de nogle gange lidt – skal vi sige – kreative måder, som jeg har været med til at løse politiopgaver på, så er jeg ikke stolt af det, men jeg er stolt af resultaterne.«
»Man kan ikke færdes i miljøet på Vesterbro og tage kampen op med dødens købmænd, som tjener store penge på at sælge narko til syge mennesker, hvis man ikke er lidt kreativ.«
»Men når det er sagt, så tror jeg, at det er en god idé, hvis man sørger for, at eksempelvis gadebetjentene i narkoafdelingen stopper efter fem år, så der ikke kommer til at herske en alt for selvstændig kultur. Jo længere tid man er i det, jo nemmere bliver ens moralske kompas slået ud af kurs,« siger René Dahl Andersen.
Han understreger, at han aldrig har været med til eksempelvis at sætte en uskyldig i fængsel eller fremprovokere, at nogen solgte kokain.
»Jeg har bare gjort sådan, at vi kom hurtigere frem til beviset. Engang kørte vi eksempelvis ud med elefanthuer over hovederne og begik hærværk mod en heroinleverandørs Range Rover ved at skære alle fire dæk op med en kniv.«
»Det var for at få ham til at bruge sin anden bil, som vi havde sat gps-sporing på. Der var ikke tid til en dommerkendelse, og vi ville jo gerne have, at han kom til at stå til regnskab, som han endte med.«
Selvom René Dahl Andersen i dag ikke længere har sit politiskilt, kan hans øjne af gammel vane ikke lade være med at »læse gaden«, når han går rundt på Vesterbro, hvor han selv bor.
Det viser sig blandt andet, da vi når til Istedgade. »Se ham der – han har typiske colafødder, som vi sagde i afdelingen,« udbryder han pludselig og peger diskret på en ung fyr i meget hastig gang, der samtidig er dybt opslugt af at tjekke sin mobiltelefon.
»Jeg vil vædde på, at han med penge i lommen er på vej til at købe kokain. Nu er han ved at tjekke sin aftale med pusheren, og i gamle dage havde vi taget både ham med stoffet og sælgeren med pengene lige om lidt,« smiler den tidligere narkobetjent.
