Den danske ledighed fortsætter med at falde, som det også har været tilfældet i perioden efter genåbningen af Danmark.

Fra juli til august er ledigheden faldet med 5600 personer til i alt 101.300. Det viser sæsonkorrigerede tal fra Danmarks Statistik.

Med det seneste fald er ledigheden nu på det laveste niveau siden januar 2009.

De ledige dækker ikke over alle personer, der går uden et arbejde, men udgøres af personer på dagpenge samt kontanthjælpsmodtagere, som er klar til at tage et job.

Ledighedsprocenten er i august opgjort til 3,6.

Dermed er der stadig et stykke til bundrekorden, der blev sat i 2008, hvor bare 2,4 procent af arbejdsstyrken var uden job.

Den lave ledighed på arbejdsmarkedet har fået flere virksomheder i forskellige brancher - herunder restauranter, hoteller, byggeriet og industrien - til at melde om mangel på ledige hænder.

Derfor vil regeringen skabe et bedre match mellem ledige og virksomheder. Det fortæller beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

- Samtidig skal vi følge op på, om rådighedsreglerne efterleves af kommuner og a-kasser, og vi skal styrke seniorernes tilknytning til arbejdsmarkedet.

- Derfor sidder regeringen netop nu sammen med arbejdsmarkedets parter til trepartsdrøftelser om mangel på arbejdskraft, siger Hummelgaard i en skriftlig kommentar.

/ritzau/