Det går den forkerte vej med sygefraværet i København.

Det tyder det på, efter Økonomiudvalget i Københavns Kommune tirsdag fremlagde halvårsregnskabet for sygefraværet for de offentligt ansatte i kommunen.

På baggrund af sygefraværet for de første seks måneder vurderes det, at kommunens ansatte i gennemsnit pr. fuldtidsansat vil have 0,8 sygedage mere end forventet.

»Det går lidt mere trægt end forventet. Jeg havde frygtet det værre, men håbet det bedre,« siger Jonas Bjørn Jensen (S), medlem af Økonomiudvalget i Københavns Kommune, med hentydning til det seneste halvandet års coronapandemi, som han vurderer har haft en indflydelse på sygefraværet.

De mest berørte områder er sundheds- og omsorgsområdet samt børne- og ungeområdet, der begge i gennemsnit har 0,9 sygedage pr. fuldtidsansat mere end forventet.

Med henholdsvis 13,9 og 12,9 sygefraværsdage årligt pr. fuldtidsansat er det da også de områder, hvor fraværet er størst i 2021-prognosen.

»Der, hvor folk har meget stor kontakt med borgerne, er det naturligt, at man kommer til at være mest fraværende. Immunforsvaret skal lige ovenpå igen efter corona,« lyder vurderingen fra Jonas Bjørn Jensen, der hæfter sig ved, at sygefraværet i to af i alt syv forvaltninger er faldet markant mere end ventet.

På trods af dette har fire ud af de syv forvaltninger større sygefravær end ventet.

Overordnet set havde de 36.716 ansatte i Københavns Kommune i gennemsnit 11,9 sygefraværsdage pr. fuldtidsansat i 2020, og det samme gør sig gældende for prognosen for 2021.

Den seneste landsdækkende undersøgelse viser, at Københavns Kommune ligger omkring landsgennemsnittet, og det gør sig også gældende for prognosen for 2021. Undersøgelsen kommer fra Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkenhed og viser, at sygefraværet på landsplan er steget med 3,7 procent i perioden 2017 til 2019.

I forhold til privatansatte er det alment kendt blandt arbejdsmarkedsforskere, at sygefraværet er markant højere kommunalt og regionalt end i den private sektor.

De seneste tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viser eksempelvis, at den kommunale fraværsprocent (5,7 procent) er mere end dobbelt så høj som den private (2,9 procent).

»Hvis man skal tale om forskelle i den private og offentlige sektor, bliver man også nødt til at nævne forskelle i job. I det offentlige er der mange job, som har et stort sygefravær, det er ofte dem med stor kontakt til andre. For eksempel sosu-assistenter, pædagoger og sygeplejersker. Det ser man også i andre nordiske lande,« siger Sannie Vester Thorsen, der er analytiker i NFA.

I forhold til alder oplyser Sannie Thorsen, at ældre borgere har længere langtidssygefravær, mens yngre borgere har længere korttidssygefravær.

I København ligger sygefraværet i øvrigt en smule lavere end resten af Sjælland.

Det er ifølge NFA endnu ikke muligt at vurdere, præcis hvor stor indflydelse coronakrisen har haft på sygefraværet.