Lars Larsen er kendt over hele Danmark for sine evner som købmand - og det er ikke uden grund. Hans selskaber har netop præsenteret et rekordstort overskud på 3,4 milliarder kroner før skat.
Det skriver Lars Larsen Group, som alle Jysk-milliardærens selskaber er samlet under, i en pressemeddelelse.
Det er dog flagskibet Jysk, som trækker den helt store del af læsset med et overskud på 3,2 milliarder kroner før skat. Flere af Lars Larsens andre erhvervseventyr har derimod mere end svært ved at tjene penge.
»Det er jo ikke nogen hemmelighed, at en række af selskaberne giver underskud. Men det afgørende er, at udviklingen går den rigtige vej,« siger Lars Larsen i pressemeddelelsen.
Blandt andet giver sushi-kæden Letz Sushi underskud.
»I forhold til eksempelvis Letz Sushi er der i løbet af året blevet investeret meget store beløb i at skabe et bæredygtigt koncept, hvor der udelukkende bruges certificerede fisk, økologiske ris osv. Det betyder, at Letz Sushi giver et større underskud i år end sidste år, men jeg er ikke i tvivl om, at det på sigt er et koncept, som kunderne efterspørger,« lyder det fra Lars Larsen.
Samlet set er det dog et særdeles tilfredsstillende regnskab, Lars Larsen Group præsenterer. Udover det rekordstore overskud er også omsætningen på hele 30 milliarder kroner en ny milepæl i selskabets historie. Også her vejer Jysk tungt med en omsætning på 25 milliarder kroner.
»Jeg er meget tilfreds med resultatet. Det beviser, at de investeringer, Lars Larsen Group laver, begynder at give pote. Jeg har altid været tålmodig, men i sidste ende er jeg en købmand, så selvfølgelig er det vigtigt for mig, at indtjeningen er stigende i de virksomheder, som er en del af Lars Larsen Group,« siger Lars Larsen.
Udover Jysk og Letz Sushi er Lars Larsen blandt andet ejer eller medejer af Sengespecialisten, Idemøbler, Ilva, Bolia.com og Himmerland Golf & Spa Resort.
Lars Larsen har for nylig kaldt danskere, som lever i skattely, for 'forrædere'.
»Jeg skal ikke udlevere nogen, men det er jo et velkendt fænomen. Danmark har givet dem det hele, og så vil de ikke betale skat. På den måde kan samfundet ikke hænge sammen,« sagde Lars Larsen blandt andet i et stort interview med BT.
Erhvervsmanden Lars Seier Christensen, som er bosat i Schweiz, hvor skatten er markant lavere end her i Danmark, kaldte efterfølgende Lars Larsens ordvalg både 'uværdigt og skuffende'.