‘Forrædere’.

Det ord brugte grundlægger af JYSK-koncernen, Lars Larsen, da han i et større interview i søndagens BT sendte en hård kritik afsted mod danskere, som flytter til udlandet for at slippe billigere i skat, efter de har tjent en masse penge i Danmark.

»Jeg skal ikke udlevere nogen, men det er jo et velkendt fænomen. Danmark har givet dem det hele, og så vil de ikke betale skat. På den måde kan samfundet ikke hænge sammen,« lød det blandt andet fra Lars Larsen.

Selv om dyne-kongen ikke nævnte navne, så har den kendte rigmand og tidligere Saxo Bank-direktør, Lars Seier Christensen, tilsyneladende opfattet kritikken personligt.

I et indlæg på Facebook forsvarer han således sin position som en dansk forretningsmand, der har bosat sig i Schweiz.

'Det er hårde ord, og jeg håber Lars Larsen besinder sig lidt, før han kører længere ned ad denne vej. Den er uværdig, synes jeg, og det skuffer mig at høre dette fra en mand som ham,' indleder Lars Seier Christensen sit opslag, hvor han påpeger, at det for ham er 'svært ikke at føle sig truffet.'

'Nu har Lars så valgt at generalisere og derfor er det svært ikke at føle sig truffet som udlandsdansker, men jeg tjente eksempelvis de penge, jeg startede Saxo Bank for, i udlandet og lærte det nødvendige knowhow i London. Så det var nok England, der skabte de fleste af forudsætningerne for min formue, i højere grad end min klassisk-sproglige studentereksamen i Danmark,' forklarer Lars Seier Christensen, der tilføjer:

'Mon ikke vi hellere skal vænne os til at vi lever i en global verden, hvor der stadig er frihed til at bevæge sig personligt og forretningsmæssigt over grænserne?'

I BT’s interview med Lars Larsen, sagde den kendte erhvervsmand, at han mener, at vores velfærdssamfund kun kan fungere, hvis vi alle sammen bidrager til statskassen.

»Hvordan skulle vores velfærd ellers have nogle af de bedste systemer i verden i forhold til eksempelvis undervisning og sundhed, hvis ikke man ligesom er med til at få samfundet til at fungere,« sagde Lars Larsen.

Læs hele Facebook-opslaget fra Lars Seier Christensen herunder: