I videoen herover fortæller Asger Aamund, hvordan han som travl forretningsmand kobler af.
Erhvervsmanden Asger Aamund forstår godt, hvorfor nogle får lyst til at tage deres formue og flytte til udlandet, for herhjemme betaler vi alt for meget i skat i forhold til, hvad vi får tilbage i velfærdsydelser.
»Det er illoyalt, at skiftende politiske generationer har svinet med pengene, så vi har verdens højeste skattetryk uden, at vi har verdens bedste serviceapparat. Der er lang ventetid på skadestuerne og ulækre skoletoiletter, og det er i et land, der plyndrer sin egen befolkning. Politikerne sviner med vores penge, så jeg kan godt forstå, at folk, der arbejder hårdt og har tjent mange penge, ikke vil være til grin for deres egne penge,« siger Asger Aamund til BT.
Hans udtalelse kommer efter, at dynekongen Lars Larsen i et stort interview til BT i weekenden sagde, at de, der tjener masser penge i Danmark for efterfølgende at flytte til udlandet, er nogle 'forrædere'.
Flere danske rigmænd har efterfølgende forholdt sig til Larsens udmelding. Den tidligere Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen har i et Facebook-opslag kritiseret Lars Larsen for at generalisere og har påpeget, at vi lever i en global verden med frihed til at bevæge sig. Jubii-grundlæggeren Martin Thorborg siger i et interview til BT, at det er usympatisk at skabe konstruktioner i udlandet for at undgå at betale dansk skat, men at man som udgangspunkt ifølge ham må flytte hen, hvor man vil.
En af Lars Larsens pointer er også, at vores velfærdssamfund ikke kan hænge sammen, hvis de med mange penge tager dem med ud af landet. Det giver Asger Aamund dog ikke meget for, og et samfund kan ikke forvente loyalitet fra sine borgere, mener han.
»Man skal ikke være pligtloyal over for et samfund, der har misbrugt dine midler. Man skylder ikke samfundet noget, når de har smidt penge ud til alt muligt, og hvor de gamle får mad i plasticfolie, og toiletterne på skolerne er ad helvedes til. Det danske velfærdssamfund er ramponeret til trods for, at vi har det højeste skattetryk, og det avler ikke loyalitet, når man ikke får noget for sine penge,« siger Asger Aamund, der også påpeger, at der ifølge ham er stor forskel på de, der bosætter sig i skattely og de, der som Lars Seier Christensen, bosætter sig et sted som Schweiz, hvor skatten blot er lavere.
»Havde vi haft et super velfærdssamfund, så kunne jeg forstå Lars Larsen, men når man har et cemettungt bureaukrati, som ligger henover os, så forstår jeg ham ikke,« siger Asger Aamund.
Asger Aamund er direktør for A.J. Aamund, og i januar 2015 solgte han alle sine aktier i biotekselskabet Bavarian Nordic A/S.
