Det er egentlig bare et hyggeprojekt, når Martin og Kasper Hauge driver deres lille vinfirma. Men nu har selvsamme kostet deres restauranter en sur smiley.

Familien Hauge er efterhånden mastodonter i den aarhusianske restaurationsbranche. Ejere af Carlton, Seafood, Teaterbodegaen og Raadhuus Kafeen og forpagtere af Café Hack.

Ved siden af restauranterne har brødrene i familien Martin og Kasper Hauge også en lille virksomhed, der sælger vin, på cv'et.

»Vi ville gerne beskæftige os med små leverandører og finde noget, andre ikke har til vores restauranter,« siger Martin Hauge.

Det har de så gjort i de sidste 10 år, men nu har det kostet både Carlton og Raadhuus Kafeen en sur smiley og bøder på i alt 25.000 kroner.

'Virksomheden har modtaget vin fra vinleverandør, som ikke er registreret hos Fødevarestyrelsen,' står der i Fødevarestyrelsens kontrolrapport af Raadhuus Kafeen fra 14. oktober.

»Der er sket det i det her tilfælde, at vi har et lille vinfirma ved siden af, hvor vi importerer vine fra små leverandører i Europa. Fordi vi ikke har haft nogen egenkontrol på de vine, så får Carlton og Raadhuus Kafeen en sur smiley. Det er et tåbeligt system, synes jeg,« siger Martin Hauge til B.T.

Deres restauranter Carlton og Raadhuus Kafeen har nemlig solgt vine fra deres vinfirma, Harlekin. Og ærgrelsen handler for Martin Hauge ikke om, at de ikke vil erkende en fejl.

»Vi er to drengerøve, der har gjort det, fordi det var hyggeligt. Der har vi ikke haft styr på det. Vi har begået en fejl, og den tager vi. Vi har naivt troet, at når vi indberettede og registrerede alt, så var det det,« siger han.

Han er dog virkelig ærgerlig over, at det er gået ud over de andre restauranter – og potentielt kunne have gået ud over endnu flere.

»Der, hvor jeg synes, det er grotesk, det er, når det går ud over andre. Hvis vi havde solgt til en anden, ville jeg virkelig være ked af det. Det er fair nok, vi som vinfirma får en reprimande, men det går ud over restauranterne – og kunne være gået ud over andre,« siger han.

Der er dog også en vis bekymring for Carlton og Raadhuus Kafeen:

»Vi skal jo have en sur smiley hængende – folk tror selvfølgelig, det har noget med fødevarer at gøre, og det har det jo heldigvis ikke. Vi sælger jo heller ikke vin, der har været åben, men reglerne er, som de er,« siger Martin Hauge.

Den sure smiley vækker dog også bekymring for fremtiden og for de små producenter.

»Det undrer mig, at man gør det på den her måde. Hvis det hele skal være så bureaukratisk, så bliver det for besværligt og for dyrt at bruge små producenter, og så mister vi det. Øv, hvor vil der gå mange ildsjæle tabt på det,« fortæller han, og forklarer, at brødrene selv har overvejet, om det er det værd:

»Vi har da haft tanken oppe at vende efter det her. Vi importerer vin for sjov og for at skabe noget specielt og skægt for vores gæster. Vi har lige haft en spanier på besøg fra en lille by med 2000 indbyggere, som kom med vin. Det er skægt, men han kan ikke tilbyde den kontrol – så det går jo bare tabt. Så kan vi få alt det, alle de andre også har,« afslutter han.

Michael Rosenmark, der er rejseholdschef ved Fødevarestyrelsen siger til B.T., at reglerne er der for at beskytte forbrugeren.

»Virksomheder skal sikre sig, at de handler hos registrerede virksomheder. Det er den regel, de har overtrådt. Det er en rimelig klar regel,« siger han om den konkrete sag.

Han er dog klar over, at det kan være svært for restauranterne at navigere i de mange regler.

»Jeg medgiver, der er mange regler, og det er ikke nemt, men det er en vigtig opgave,« siger han afsluttende.