2021 har ikke været et nemt år for det kendte ølbrand Mikkeller.

Ikke nok med, at virksomheden havnede i en shitstorm på baggrund af beskyldninger om sexisme og mobning i virksomheden, så er regnskabsåret heller ikke ligefrem noget, man kan råbe hurra for.

Det slår Børsen fast. For med en omsætning på 237 millioner kroner rammer de økonomiske resultater for fjerde år i træk røde tal på bundlinjen.

»Det var meget langt fra de forventninger, som vi havde til året, da det begyndte. Vi forventede, at vi var i enden af coronapandemien, og havde ikke forudset, at vi i 2021 skulle gennem et år med så stort et omfang af nedlukninger og restriktioner,« siger Kenneth Madsen, der er administrerende direktør for Mikkeller, til Børsen.

Værre så det dog ud i 2020, hvor der decideret var tale om det, Kenneth Madsen kaldte for »et lorteår«.

Der er dog et stykke vej til rekordåret i 2019, hvor ølforretningen omsatte for lige under 300 millioner kroner.

Men selvom markedet ifølge topchefen bliver mere vanskeligt i takt med den stigende inflation og omkostninger, er ølforretningen alligevel kommet godt ud af starthullerne i 2022.

Mikkeller er stiftet af Mikkel Bjergsø og Kristian Keller i 2003. I dag har virksomheden forretningsområder med godt 45 barer, bryggerier, butikker og spisesteder spredt ud over kloden.