Det har været succes på succes, efter Mikkeller for 15 år siden så dagens lys.

Men det er svært at servere øl for folk, når man bliver beordret til at holde lukket.

Og det er lige præcis det, der har været tilfældet i store dele af de seneste 15 måneder.

Coronavirussen har været hård ved blandt andet restaurationsbranchen, og det kan man også se på regnskabet hos Mikkeller.

Det skriver Børsen.

Resultatet af Bjergsø Holding lyder nemlig på hele 72 millioner i underskud.

»2020 var et lorteår. Men det var også et år, hvor vi tog beslutningen om at rydde op i nogle ting, så vi kunne starte mere rent i 2021,« fortæller Kenneth Madsen, der er administrerende direktør for Mikkeller.

Kenneth Madsen oplyser til Børsen, at 25 ud af de 72 millioners underskud kommer direkte fra penge, der er tabt på egne barer og restauranter efter hjælpepakkerne.

Mikkeller har masser af ølbarer og restauranter i både Danmark og rundt omkring i verdenen.