Jørgen Rahbek Davidsen har solgt brænde i 25 år og prøvet lidt af hvert.

Men alligevel er han godt gammeldags rystet over det, han har overværet de seneste måneder.

»Priserne er gået helt amok, og det er blevet meget sværere at skaffe. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine 25 år,« siger Jørgen Rahbek Davidsen, der er direktør i BMB Import, som sælger brænde til byggemarkeder og lignende.

Årsagen til de eksploderende priser skal findes i noget andet, som vi skriver og taler meget om for tiden:

De stigende elpriser.

Når el – men også olie og gas – stiger i pris, skaber det en usikkerhed på det globale marked, og det mærker en mand som Jørgen Rahbek Davidsen hurtigt.

»Det skaber en uro, når priserne på olie, gas og el stiger, og så kommer der et stort pres på de store producenter. Derfor sætter de priserne op, og når eksempelvis transporten også bliver dyrere, så skaber det til sidst et meget dyrere produkt,« siger han.

Helt konkret betyder det, at et tårn med brænde er steget fra 2.200 til 3.800 kroner på et halvt år i BMB Import.

Brændestak
Brændestak Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det svarer til en stigning på 72 procent.

Og det er bestemt ikke kun i BMB Import, man mærker den øgede efterspørgsel.

Jesper Guldbrandsen er indehaver af brændeshoppen DKbrænde.dk, og dér er der travlt for tiden. Meget travlt.

»De seneste to måneder har været fuldstændig sindssyge. Der er en ekstrem efterspørgsel, og på en god uge sender vi omkring 500 til 1.000 paller ud,« siger Jesper Guldbrandsen.

Med de stigende elpriser kan det være billigere for folk at varme op med brænde – skulle man i hvert fald tro.

Men hvis priserne på brænde stiger i samme omfang, bliver regnestykket ikke helt så ligetil.

Og meget tyder på, at det er tilfældet.

»Skovejerne sætter priserne op. Producenterne af brændet sætter priserne op. Transporten bliver dyrere. Det er en karrusel,« siger Jesper Guldbrandsen.

Han er dog en af dem, der så vælger at købe alt det brænde, han kan – nærmest uanset prisen – så forbrugerne aldrig løber ind i et 'udsolgt'-skilt på DKbrænde.dk.

Den situation er dog ikke urealistisk at havne i, hvis du eksempelvis handler brænde i Jem & Fix.

»Vi kan mærke, at der er en stor efterspørgsel i denne tid, og udfordringen er så, at det har været svært at finde råvarer nok. Der er begrænsede mængder hos leverandørerne,« siger Peter Nyboe, der er salgs- og indkøbschef i Jem & Fix, og fortsætter:

»Det betyder, at der er mange butikker, hvor vi har udsolgt af forskellige brændeprodukter, fordi vi ikke har kunnet skaffe nok.«

Andre læser også