Svindel og humbug. Helt og aldeles uprofessionelt.

Kritikken hagler ned over firmaet Gavefabrikken.dk, fordi julegaver til kunder endnu ikke er nået frem. »Det er fup og fidus,« siger Finn Christensen.

Han er én af mange sure kunder, der har skrevet dårlige anmeldelser af Gavefabrikken på forbrugerhjemmesiden Trustpilot.

Finn Christensen bor i en andelsboligforening på Amager. Her valgte de 16 andelshavere at droppe den årlige julefrokost og i stedet bruge pengene på gavekort til Gavefabrikken.dk.

Igen og igen lovede Gavefabrikken, at gaverne ville nå frem inden jul. Da de endnu ikke var ankommet onsdag 23. december, ringede Finn Christensen igen.

»Men nu svarede de ikke længere deres telefon,« siger han.

Ikke nok med det.

Finn Christensen fortæller også, at mange af de varer, man som kunde var blevet stillet i udsigt til at kunne vælge med sit gavekort, pludselig var væk fra hjemmesiden.

»Der var slet ikke de ting, vi var blevet lovet. Fem-seks ting var ikke derinde. Det er svindel og humbug. De skifter gaverne ud, så det ikke er det samme, man så i kataloget,« siger Finn Christensen.

Gavefabrikken A/S forklarer, at problemerne med at levere julegaverne blandt andet skyldes, at cirka halvdelen af firmaets medarbejdere har fået coronavirus.

»Vi har forsøgt at indkalde ekstra mandskab, men det er en situation, vi har haft meget svært ved at gøre noget ved,« siger Rasmus Kristensen, kommunikationsmedarbejder hos Gavefabrikken.

Var det så ikke bedre at sige til kunderne, at I ikke kan levere varerne, så de havde mulighed for at søge et andet sted hen og købe gaver inden jul?

»Hvis vi havde gjort det en uge op til jul, så tror jeg ikke, folk havde været mere glade for det.«

Så kunne de da nå at købe noget i en butik i stedet for?

»Det er selvfølgelig rigtigt. Vi gør alt, hvad vi kan. Vi er både ramt på leverancerne. Vi er ramt på fragten, fordi fragtfirmaerne også er ramt af corona. Og så er vi selv ramt på kontoret af corona,« siger Rasmus Kristensen.

Problemerne går ifølge ham ud over cirka to procent af virksomhedens kunder. Årligt sælger Gavefabrikken omkring 700.000 julegaver.

»Én fejl er en for meget, men ligesom resten af erhvervslivet er vi også ramt af den her situation. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at løse de her problemer,« siger Rasmus Kristensen.

Han kan dog ikke genkende, at kunderne ikke får det, de bliver stillet i udsigt.

»Det kan jeg ikke forstå. Der kan være situationer, hvor ting bliver udsolgt. Hvis noget ikke kan leveres i en periode, lukker vi muligheden for at vælge det ned, så kunderne ikke skal vente alt for længe på at få det.«

Gavefabrikken arbejder nu videre med at løse problemerne og få varerne sendt ud til de ventende kunder.