Stine Mathiesen stod juleaften uden gaver til børnenes bedste- og oldeforældre. Gita Blak Rasmussen måtte på samme måde skuffe sin svoger.

Begge havde ellers i god tid købt julegaver hos Photobox – de er bare aldrig nået frem, selv om vi nu er endog meget tæt på nytår.

»Det er virkelig dårlig service, og jeg er overhovedet ikke tilfreds. Jeg vil aldrig bruge dem mere,« siger Stine Mathiesen.

»Det er irriterende og trist at blive snydt på nettet,« supplerer Gita Blak Rasmussen.

Gita Blak Rasmussen ventede forgæves på en julegave købt hos Photobox.
Gita Blak Rasmussen ventede forgæves på en julegave købt hos Photobox. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og de to kvinder er ikke de eneste, der har haft samme juleoplevelse med Photobox. På Trustpilot har hundredvis af kunder i anden halvdel af december givet udtryk for deres utilfredshed med firmaet, der fremkalder billeder og printer fotos på blandt andet magneter, kalendere, plakater, puslespil og håndklæder.

Kunderne brokker sig nærmest enstemmigt over det samme: Varerne er ikke dukket op inden jul i modsætning til, hvad der er blevet lovet. Pengene er blevet trukket. Og det er umuligt at komme i kontakt med kundeservice. Antallet af nye etstjernede anmeldelser har samtidig været trecifret.

Stine Mathiesen synes ellers, at hun havde gjort sit forarbejde, da hun bestilte fem luksuskalendere hos Photobox, der altså skulle gives i julegave til børnenes bedste- og oldeforældre.

Allerede 30. november lagde hun bestillingen på firmaets hjemmeside. Sidste år havde hun købte lignende produkter samme sted, som hun var godt tilfreds med, og et tjek på Trustpilot gav på daværende tidspunkt heller ingen grund til bekymring.

Stine Mathiesen ventede forgæves på julegaver fra Photobox.
Stine Mathiesen ventede forgæves på julegaver fra Photobox. Foto: Privatfoto
Vis mere

Hun fik 3. december besked om, at hun ville modtage kalenderne senest 14. december. De er endnu ikke kommet. Det er derimod nogle andre småting, hun bestilte samtidig.

»Jeg havde jo gode erfaringer fra sidste år, men det kunne jeg ikke bruge til noget, selv om vi helt frem til 23. december håbede på, at gaverne ville nå frem,« konstaterer Stine Mathiesen.

Gita Blak Rasmussens forløb er nogenlunde det samme. Hun havde bestilt et mobilcover med et foto til sin svoger, og hun blev lovet pr. mail, at det ville være fremme midt i december. Det er stadig ikke dukket op.

Hun har siden opdaget de mange dårlige anmeldelser på Trustpilot, og derfor har hun slet ikke forsøgt at gå i dialog med Photobox om sagen.

»Jeg har ikke engang gidet at skrive til dem. Jeg kan jo se, at mange skriver, at de aldrig har fået svar, når de forsøger at kontakte kundeservice,« siger Gita Blak Rasmussen.

B.T. har også igennem flere dage forsøgt at få hul igennem til Photobox for en kommentar, men det er ikke lykkedes trods forsøg via mail, Messenger og en chatfunktion på hjemmesiden.

Photobox gør dog på sin hjemmeside opmærksom på, at der kan være problemer med leveringen i løbet af december: »Nogle produkter er forsinket som følge af lukning af europæiske grænser,« har der i flere dage stået i et banner på forsiden. Det er siden af afløst af en tekst, der siger, at »nogle produkter er forsinket som følge af, at Storbritannien forlader EU«.

Det har dog også fremgået på hjemmesiden, at Photobox »har medregnet dette i den estimerede leveringsdato – såfremt det skulle ændre sig, holder vi dig opdateret«. Den tilføjelse er siden fjernet.

Der er også siden kommet denne tilføjelse; »Vær opmærksom på, at der på grund af de nye strengere regeringsbegrænsninger i Storbritannien, der blev annonceret den 19. december, kan der være nogle yderligere forsinkelser i din ordre. Hvis du bestilte dine produkter med vores juleløfte, er der en mulighed for, at du ikke modtager dem til tiden fordi nogle af vores produkter er fremstillet i Storbritannien.«

Både Stine Mathiesen og Gita Blak Rasmussen købte deres varer i god tid inden juledeadlinen og skulle have modtaget pakkerne mange dage inden 19. december.

De er desuden aldrig blevet informeret om, hvorfor deres julegaver er forsinket, som Photobox mange steder lover at gøre. Alligevel er pengene altså for længst blevet trukket på deres konto.

»Det virker ikke til at være særligt professionelt. Slet ikke når de trak pengene med det samme,« siger Stine Mathiesen.

Over for B.T. har Forbrugerombudsmanden for nylig udtalt sig om lige præcis den praksis.

»Udgangspunktet i Danmark er, at man ikke må trække pengene, før varen er blevet sendt. Dette skyldes, at varen og pengene som udgangspunkt skal udveksles samtidig, som man kender det fra køb i fysiske butikker. En webshop må altså ikke trække dine penge allerede på ordretidspunktet, da der jo kan være lang leveringstid,« har Niels Erik Mourits-Andersen, jurist hos Forbrugerombudsmanden, sagt.