»Lige nu har vi en af de største kaffekriser historisk set«.
Det siger Lars Aaen, innovationschef i Peter Larsen Kaffe til Finans.dk
I sit seneste regnskab skriver koncernen, at »kaffen er truet«.
Bekymringen skyldes lave kaffepriser, der i øjeblikket presser kaffefarmere væk fra deres levebrød.
For selvom danske og andre vestlige forbrugere med glæde giver en god pris for kaffen, lander profitten som oftest hos tradere, mellemhandlere og finansielle aktører.
»Det er fuldstændig uholdbart, når kaffebønderne får priser, der ligger 30 pct. under produktionsomkostningerne. Jeg ser det som det mest tydelige bevis på, at kaffemarkedet globalt set ikke fungerer,« siger Peter Dupont, adm. direktør og medejer af risteriet og kaffekæden Coffee Collective til finansmediet.
Coffee Collective handler direkte med bønderne istedet for at gå igennem mellemmænd.
Hos kæden er kaffeposerne dekoreret med etiketter, hvor forbrugeren får at vide, hvor henne kaffen produceres, og at kvalitetsbonussen ligger på 333 pct.

Det procenttal angiver, hvor meget Coffee Collective har betalt over markedsprisen til kaffebonden.
Peter Dupont fortæller, at virksomheden lægger et fast beløb oven i prisen betalt til bonden, så udsving i bondens betaling giver sig direkte udtryk i salgspriserne.
Det vil sige, at betaler virksomheden en lavere pris til bonden, falder prisen tilsvarende i butikken i Danmark.
Han oplever, at flere konkurrenter begynder at tænke i samme baner.


