Energiselskabet Verdo er nu blevet anmeldt til politiet for at snyde sine kunder for mellem to og tre milliarder kroner.
Det er to lokalpolitikere, Asger Brorsen og Bo Vestergaard Hansen, med tilknytning til Det Konservative Folkeparti i Randers, der har politianmeldt energiselskabet.
De to mænd har i flere måneder undersøgt Verdos regnskaber og fundet, hvad de vurderer, som flere ulovlige forhold, skriver TV 2 Østjylland.
Selskabet skulle angiveligt have flyttet udbyttepenge fra deres varmeselskab over i et af deres andre selskaber. Herefter skulle de have flyttet pengene tilbage til varmeselskabet, men som et lån med fem procent i rente.
Det betyder, at selskabet ifølge Asger Brorsen skulle have taget penge, som kunderne havde til gode og gjort til en udgift, som kunderne skulle betale rente af.
Verdo er i øjeblikket i gang med at tilbagebetale 235 millioner kroner til sine kunder.
Det krævede Forsyningstilsynet tidligere i år, at de gjorde, fordi de i perioden 2000-2005 havde opkrævet for mange penge.
Verdo afviser over for tv-stationen, at der skulle være foregået noget ulovligt.

