Først mistede storfiskeren Gullak Arngrimsson Madsen sin titel som milliardær, og nu taber han endnu en gang millioner.

Helt præcis 12 af slagsen.

Denne gang skyldes det et fald på den norske valuta.

Det skriver Nordjyske.

Det er et nyt regnskab fra Gullak Arngrimsson Madsens holdingselskab, GTM Holding ApS, der afslører det 12 millioner kroner store tab.

I regnskabet beskriver han resultatet som 'utilfredsstillende'.

Gullak Arngrimsson Madsen har flere landinger og indlån i Norge. Kursen på den norske krone faldt markant henover året, og det kan ses på resultatet.

De 12 millioner er dog småpenge sammenlignet med, hvor mange storfiskeren tabte i en opsigtsvækkende strid med den tidligere medejer, Ole Nattestad.

Den strid kostede Gullak Arngrimsson Madsen sin titel som milliardær. Siden vandt han en del af sin tabte formue tilbage, men nu taber storfiskeren altså atter millioner.

Dog 'kun' 12 af slagsen og ikke 400 millioner, som Gullak Arngrimsson Madsen endte med at købe Ole Nattestad ud af Rederiet Ruth for.