»Her står man så helt tom for følelser og med folks frustrationer.«
Ordene kom fra indehaver af Hotel Klitrosen, Helle Petersen, til B.T. i efteråret.
Hun måtte lukke sit hotel som følge af en virksomhed, der solgte gavekort til hotellet, men som ikke havde betalt.
Hun havde kun fået betaling for 2.500 gavekort, men der var blevet solgt omkring 12.000 gavekort. Derfor blev hun kimet ned af kunder, der ikke kun få indløst gavekortene, som reelt set var værdiløse.
Gavekortene var blevet solgt af Falken Ophold og Krone Oplevelser. Efterfølgende troppede ejeren, Nick Fogh, op på Hotel Klitrosen for at fortælle, at hans firmaer var gået konkurs.
Det troede Helle Petersen oprigtigt på, men efterfølgende research afslørede, at hans postulater ikke virkede overbevisende.
Hun fandt nemlig ud af, at gavekortene havde indbragt hans firmaer cirka 20 millioner kroner. Det skriver DR. Og det var penge, som han lige pludselig ikke selv kunne finde.
Det viste sig også, at Helle Petersen langt fra var den eneste, der var blevet snydt. Hotel Phønix og Grand Hotel Struer, der begge havde et samarbejde med Falken Ophold, oplevede også, at betalingerne udeblev. Her blev problemerne forklaret med systemnedbrud og IT-fejl.
I DR-programmet 'Kontant: Den store gavekortkarrusel' forsøger de ihærdigt at få fat i Nick Fogh for at få en kommentar om den systematiske snyd, der har stået på. Men han ønsker kun at udfolde sin side af historien over mail:
»Jeg vil rigtig gerne give jer hele historien fra A til Z på mail. Men jeg skal ikke stille op til noget, og I skal lade være med at køre rundt og jagte min familie og venner så bliver I meldt for chikane, for det kan simpelthen ikke passe. Det er fuldstændig grotesk, alt det der sker. Det er en ganske almindelig konkurs med nogle tal, der ikke hænger sammen,« siger han.
Da tv-holdet senere finder ham i et sommerhus på Djursland, smækker han døren i. Han oplyser efterfølgende i en mail, at firmaerne er gået konkurs, da langt flere end ventet har udnyttet deres gavekort.
Han oplyser desuden, at han ikke skylder Grand Hotel Struer penge, mens pengene, som han aldrig betalte Helle Petersen, er gået til at dække virksomhedens udgifter.
Krone Oplevelser er siden blevet idømt en bøde på 40.000 kroner ved byretten i Randers for ulovligt telefonsalg.
Nick Fogh kontaktede igen Helle Petersen kort efter konkursbegæringen. Han ville starte et samarbejde med hende igen, men denne gang var hun ikke i tvivl om, at hun skulle afvise.
Hun ville ikke være en del af svindelnummeret, som kørte i ring.