Selvom det officielt først er mandag, danskerne kan logge på skat.dk for at se deres årsopgørelse, er der tilsyneladende mange, der ikke kan vente.

Allerede tidligt fredag morgen har omkring 20.000 danskere sat sig i kø til at logge ind på sitet.

Der er da også efterhånden tradition for, at du allerede fredagen forinden den officielt udmeldte dato kan logge ind og se, hvorvidt du skal have penge tilbage eller får et skattesmæk.

Lige nu er det eneste, de mange, der sidder i kø, bliver belønnet med, når de når enden af køen, dog en lang næse.

Der ligger nemlig ikke nogen årsopgørelse og venter – endnu.

Skattestyrelsen oplyser til B.T., at kø-funktionen automatisk bliver aktiveret når mange forsøger at logge på samtidigt.

Det er ikke det samme som at Årsopgørelsen for 2020 er klar, lyder det.

Sidste år blev der åbnet for årsopgørelsen fredag aften, men den officielle udmelding fra Skattestyrelsen lyder altså fortsat, at der åbnes mandag 15. marts.

Den store interesse allerede tidlige fredag morgen, kan skyldes, at flere økonomer har været ude at sige, at der i år højst sandsynligt vil være flere end normalt, der støder på dårlige nyheder.

Blandt andet kan de indefrosne feriepenge, der blev udbetalt i efteråret 2020 udløse et smæk.