»Her står man så helt tom for følelser og med folks frustrationer.«

Indehaveren af Hotel Klitrosen, der ligger i nordjyske Slettestrand, har måttet træffe den hårde beslutning at lukke ned for hotellet de kommende mange måneder – på grund af problemer med et gavekortfirma, der ikke har betalt, som det skulle.

Det fortæller indehaver og hotelejer Helle Petersen.

Hun stod mandag frem i Nordjyske, hvor hun fortalte om den usædvanlige sag, der har ført til, at hotellet har måttet lukke ned med omgående virkning for at minimere tabene – og formentlig først kan slå dørene op igen til marts næste år.

Årsagen til lukningen af hotellet er, at mange af stedets gæster har købt ophold på stedet gennem gavekortfirmaet Krone Oplevelser – men ifølge Helle Petersen stoppede det pludseligt med indbetalingerne fra firmaet, som hotellet har haft et samarbejde med i et års tid.

»Jeg skrev til dem, at vi skulle have pengene. Den 6. oktober mødte han (ejeren af Krone Oplevelser – Nick Thiemer Fogh, red.) så op og fortalte, at han ikke kunne betale. Der stod vi med rigtig mange, der havde booket ophold helt frem til påske. Ophold, som vi ikke kan indfri, fordi vi ikke har fået pengene fra Krone Oplevelser, som kunderne jo har indbetalt deres penge til,« fortalte hun til Nordjyske.

Fordi pengene udeblev, blev hun nødt til at sende sit personale hjem – og til sidst også nødt til at begynde at kontakte kunderne og fortælle dem, at deres ophold var blevet annulleret.

»Jeg er meget meget ked af situationen. Ikke mindst på vegne af mine gæster, men også for alle kollegaer og andre berørte,« fortæller Helle Petersen til B.T.

»Et ellers længerevarende samarbejde er slut med et brag, da en samarbejdspartner brat slutter samarbejdet med dags varsel. Her står man så helt tom for følelser og med folks frustrationer.«

Hun fortæller, at omkring 2.500 gavekort var blevet kørt igennem systemet, men da man ikke kan få pengene for de ophold, der endnu ikke er blevet indløst, har man måttet afmelde dem.

Derudover fortæller hun, at det ikke har været muligt at få kontakt med Krone Oplevelser – der tidligere hed Danske Hotel Ophold – efterfølgende.

»Vi kan lige nu kun afvente en konkurs, tænker jeg, hvor vi kan indberette gæstekrav,« siger hun.

Nordjyske har forsøgt at få en kommentar fra ejeren af Krone Oplevelser, Nick Thiemer Fogh, men det har ikke været muligt.

Lokalmediet oplyser, at ejeren tidligere har stået bag flere andre selskaber, som efterfølgende er enten tvangsopløst eller gået konkurs. For nuværende er Krone Oplevelser dog ikke begæret konkurs.

B.T. har også forsøgt at komme i kontakt med Nick Thiemer Fogh, men det er heller ikke lykkedes. B.T. har talt med en person, der bor på den adresse i Ørum Djurs, som firmaets ejer har opgivet, men personen oplyste, at vedkommende ikke kunne hjælpe med et nummer på Nick Thiemer Fogh.