Lyt til artiklen

Det peger ind i en ærgerlig tendens, når store kæder som Sportmaster lukker flere butikker i provinsen.

Lektor ved CBS Mogens Bjerre forklarer til Avisen Danmark, at Sportmasters intention om at lukke otte butikker på landsplan kan få konsekvenser for handelslivet i mindre danske byer og sætte yderligere skub i butikstomgangen.

»Det er en kendt sag, at vi kommer til se en udvikling i detailhandlen med færre fysiske butikker, og at de tilbageværende vil ligge i de større byer,« siger Mogens Bjerre til Avisen Danmark.

Sportmaster fortalte tirsdag i sidste uge, at de vil lukke otte af deres 75 danske forretninger for at kunne tilbyde større butikker med større udvalg andre steder.

De otte butikker vil alle lukke inden for tre til seks måneder. Der er tale om Sportmaster i Helsingør, Ringsted, Kerteminde, Nyborg, Odense C, Randers, Varde og Nørrebrogade i København.

»Vi lukker dem, der ikke er en del af den langsigtede strategi på nuværende tidspunkt. Vi lukker vores mindste butikker,« sagde Sportmasters finance director, Louise Vedel, til Sjællandske Medier.

Tilbage i maj 2022 blev Sportmaster overtaget af den britiske virksomhed Frasers Group, som driver sportskæden Sports Direct.

Kæden driver over 800 butikker i Storbritannien og mere end 480 butikker på tværs af Europa.