Sportmaster i Danmark er sat til salg.

Det sker efter et forløb på flere uger, hvor ejernes russiske statsborgerskab er kommet i fokus og har skabt modvind for kædens 75 butikker herhjemme.

Ifølge Finans.dk er det mandag internt blevet meldt ud, at selskabets danske afdeling nu er sat til salg.

Det bekræfter direktør Andreas Holm over for mediet.

»De seneste ugers udvikling har sat en ny dagsorden for ejerskabsforhold,« siger han:

»Jeg ser salget som både en god og en forretningsmæssig rigtig beslutning. I den internationale krise kan Sportmaster Danmark bedst videreføres i et andet setup. Det er rettidig omhu for sælgers investering og for Sportmaster Danmark.«

I første omgang afviste kæden for et par uger siden at være russisk ejet, men siden kunne B.T. afsløre, at de tre bagmænd – Aleksandr Ivanovitj Mikhalskij samt brødrene Nikolaj Fartusjnjak og Vladimir Fartusjnjak – alle har russisk statsborgerskab.

I den forbindelse tog trioen over for B.T. afstand fra den russiske invasion af Ukraine.

»Vi driver international forretning af sportsartikler. Vi blander os ikke i politik i nogen af de steder, vi gør forretning, og vi er imod krigen,« udtalte de tre ejere i en mail.

Alligevel førte spekulationerne omkring ejernes baggrund hurtigt til, at der ikke mindst på sociale medier blev opfordret til at boycotte de danske forretninger.

Her hos B.T. viste en læserrundspørge eksempelvis også, at 75 procent af de adspurgte ville droppe at handle hos Sportmaster på grund af de russiske forbindelser.

Direktør Andreas Holm fortæller, at beslutningen om at sætte Sportsmaster i Danmark til salg er taget i en »fælles forståelse« mellem den danske ledelse og de tre ejere med russisk baggrund.

Han forventer, at et salg vil kunne ske hurtigt.

Det var i 2019, at Sportmaster i Danmark blev købt af de nuværende ejere.