Virksomheden skulle lige til at børsnoteres, da to tidligere Disney-chefer bød sig til.

»Det er gået så stærkt. Vi er gået fra at være en baby til at være voksen - uden at være teenager først. Nu er vi 3 milliarder dollar værd og er de største indenfor børneunderholdning,« siger René Rechtman til Finans.

Han stiftede i 2018 virksomheden Moonbug Entertainment sammen med John Robson, og de har lige siden reddet på en bølge af succes.

Senest ved salget til de to tidligere chefer i Disney Kevin Mayer og Tom Staggs, som har købt Moonbug entertainment for 19 milliarder kroner med hjælp fra Blackstone.

»Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med dem begge tidligere i min karriere, og jeg er begejstret for at blive genforenet, så vi kan bygge det næste globale kraftcenter for underholdning,« siger René Rechtman ifølge Variety.

Og det er ikke helt skævt, at det netop er to tidligere chefer i Disney, der har opkøbt Moonbug Entertainment.

Virksomheden satser nemlig på tv og video til børn, og allerede nu har flere hundrede millioner set indhold fra Moonbug Entertainment.

En af virksomhedens helt store succeser er opkøbet af serien 'Cocomelon', som begyndte som en serie på Youtube, der i skrivende stund har 120 millioner såkaldte subscribers.

I 2020 blev samme serie tilføjet til Netflix, hvor den blev et stort hit blandt de mindste, skriver Variety.

René Rechtman og John Robson fortsætter arbejdet med at gøre Moonbug Entertainment endnu større efter salget til den mediekoncern, som Mayer og Staggs er ved at opbygge.