Beskeden om konkursen kom 10. december. Derefter har de været på noget af en rutsjebanetur.

Det kom frem, at gælden i donutskæden Bronuts har været på 8-10 millioner kroner, hvoraf størstedelen har været til staten i forbindelse med coronalån- og hjælpepakker.

Men de to kammerater Türker Alici og Ninos Oraha, der står bag de pyntede donuts, fik en ekstra chance efter konkursen.

De slog sig sammen med Aarhus-rigmanden og investoren Lars Jørgensen, der købte konkursboet.

Men glæden var kort – Türker Alici trak sig i begyndelsen af marts fra forretningen.

Nu er det oprindelige bo endelig blevet gjort rede for, skriver Finans – og resterne har indbragt et stort beløb.

Kædens aktiver er nemlig blevet solgt for mere end 856.000 kroner, skriver de.

Ifølge konkursredegørelsen har de to stiftere betalt mere end en kvart million kroner til boet efterfølgende gennem deres fælles selskab Bror & Bror Holding ApS.

I alt havde boet på tidspunktet for redegørelsen aktiver og passiver for knap 1,9 millioner kroner.

Mens Türker Alici ikke længere er en del af Bronuts, er det nu Ninos Oraha og Selcuk Yildrim, hver fortsat ejer 15 og 20 procent af Bronuts Group Aps.

Lars Jørgensen ejer de resterende andele gennem selskabet Lyngå Invest.

»Türker og jeg var førhen ansigtet udadtil for Bronuts. Og selvfølgelig er jeg stadig ansigt udadtil, det er ikke nogen hemmelighed. Men jeg træder lidt mere i baggrunden og står for driften,« sagde Ninos Oraha til B.T. i marts.

Den første Bronuts-butik blev åbnet i 2019, og inden konkursen var det vokset til 12 forretninger fordelt over Danmark.

»Alt i alt skal Bronuts bare have tid. Det tager noget tid at genopbygge, og Rom blev ikke bygget på en dag, det skal man bare huske. Vi er ikke fejlfrie, men vi gør vores bedste,« lød det også fra Ninos Oraha.