Den storsmilende, tidligere realitydeltager Türker Alici har fredag aften fortalt sine følgere på Instagram, at han er færdig med sin forretning Bronuts.

Han fratræder sin stilling og lader partneren Ninos Oraha drive konceptet med de overpyntede donuts videre alene.

»Desværre døde en del af min motivation da Bronuts tilbage i december gik konkurs – det har været rigtig svært for mig at genfinde den power og energi igen,« skriver han i et opslag på sin Instagram.

Det var i december 2021, at kæden blev erklæret konkurs.

Men bare kort tid efter gik de to stiftere af donuts-kæden, Ninos Oraha og Túrker Alici, sammen med rigmanden og investoren Lars Jørgensen, der købte konkursboet og reddede Bronuts.

Efterfølgende skrev Türker Alici også på Instagram, at han var klar til at få Bronuts tilbage på sporet.

»Vær klar! Bronuts is back. Tilbage på en helt ny måde. Nu bliver det, som Ninos og jeg altid har drømt om!« lød det fra ham i februar.

Ninos Oraha og Türker Alici i en af kædens butikker. (Arkivfoto)
Ninos Oraha og Türker Alici i en af kædens butikker. (Arkivfoto)
Vis mere

Men nu er det altså endegyldigt slut.

Videre skriver han i opslaget, at han er evigt taknemmelig for investoren Lars Jørgensen, der gav de to venner en ekstra chance.

»Men det blev desværre aldrig det samme for mig,« lyder det fra Türker.

Nu vil den tidligere realitydeltager i stedet rette sit fokus mod noget helt andet. Foruden at være donuts-konge er han nemlig også personlig træner og online coach, og det vil han nu vende tilbage til.

Bronuts har haft omkring 150 medarbejdere på landsplan og 12 forretninger fordelt over Danmark, siden den første butik åbnede i 2019.

Både Türker Alici og Ninos Oraha er også kendt fra tv, da de begge har været med i 'Robinson Ekspeditionen', ligesom Türker også har deltaget i 'Paradise Hotel'.