Over 3.000 personer og 100 internationale bryggerier skal 22. og 23. oktober fejre øllen i et storstilet event arrangeret af det københavnske bryggeri Mikkeller.

Men nu rasler aflysningerne ind. Onsdag havde syv bryggerier aflyst at deltage i eventet i København, og da dagen gik på hæld, var tallet over dobbelt så højt.

Det skriver Berlingske.

Siden i sommer har flere tidligere ansatte hos Mikkeller anonymt beskrevet hændelser, hvor seksuel chikane, diskrimination og mobning har fundet sted mellem blandt andet ansatte på bryggeriets barer.

Og det får altså nu 16 internationale bryggerier fra lande som USA, Canada og Storbritannien til at afvise at deltage i eventet.

Til Berlingske fortæller grundlæggeren af Mikkeller, Mikkel Bjergsø, at hændelserne allerede er blevet håndteret internt.

Han mener, at sexisme-aktivister forsøger at få andre bryggerier i branchen til at tage afstand fra bryggeriet.

»Nogle af dem (de bryggerier, der har meldt afbud, red.) har faktisk stadig tænkt sig at komme til København for at mødes. De kan bare ikke lægge navn til festivalen,« forklarer Mikkel Bjergsø.

Berlingske har set mail mellem grundlæggeren og et af bryggerierne, der underbygger påstanden om, at ejerne føler sig nødsaget til at tage afstand fra Mikkeller.