Den danske rådgivningsvirksomhed Balslev A/S er gået konkurs efter 80 års drift.
Årsagen skal blandt andet findes i risikoen for, at virksomheden ikke kunne afholde fremtidige udgifter fra blandt andet sagsanlæg.
Det skriver Børsen.
Til mediet forklarer kurator, advokat og partner i DLA Piper, Per Hald, at der lige nu ligger nogle sagsanlæg fra rådgivningsopgaver, som kan betyde store udgifter for virksomheden.

Konkursen kommer blot et halvt år efter, at den rådgivende ingeniørvirksomhed blev opkøbt af den danske ingeniørkoncern ISC.
»Jeg sidder tilbage med en følelse af skuffelse og ærgrelse. Det var ikke det her, jeg havde regnet med skulle ske,« siger den tidligere adm. direktør i Balslev A/S, Henrik Rosenberg, til Børsen.
Det har i det hele taget været en turbulent tid for virksomheden, siden den blev opkøbt tilbage i januar.
I forbindelse med opkøbet oplevede virksomheden en medarbejderflugt blandt ingeniørerne, som ikke ønskede at skrive under på de nye kontrakter. I stedet fik de en fratrædelsesbonus - og det endte også med at koste penge, fortæller bestyrelsesmedlem i Balslev Carsten Sass Husum til Børsen.