Der skulle ikke gå mere end en uge fra, at den danske it-forhandler B. J. Trading EDB blev begæret konkurs, til den blev købt igen.

Det fortæller advokat Morten Bjerregaard Nielsen fra Bjerregaard Advokatfirma, der er indsat som kurator i konkursboet, som er under behandling i skifteretten i Randers.

»Vi har snakket med omkring 20 af virksomhedens konkurrenter og har haft flere seriøse forhandlinger i gang, og til sidst lykkedes det os altså at få solgt til en fornuftig pris,« siger advokaten, der ikke kan udtale sig om købsprisen.

B. J. Trading EDB blev åbnet i 1997. Virksomheden forhandler alt fra it-udstyr til kontorartikler og blev begæret konkurs den 8. juli.

I virksomhedens regnskab lyder det, at konkursen blandt andet skyldes et større tab på en tysk kunde.

Det bekræfter kurator over for B.T.:

»Der har været nogle større tab på udenlandske kunder, som har været medvirkende til konkursbegæringen.«

En anden årsag til konkursen kan – ifølge kurator – være, at varelageret hos B. J. Trading EDB ved konkursen var bogført til en langt højere værdi, end det reelt havde.

»Varelageret var bogført til en værdi af mere end otte millioner kroner pr. den 31. december 2018, og det adskiller sig væsentligt fra den reelle værdi, så det er klart, at jeg som kurator er forpligtet til nu at undersøge, om der ligger et ansvar hos selskabets revisor.«

Selvom B. J. Trading EDB blev begæret konkurs i begyndelsen af juni, har dens hjemmeside ikke være lukket ned, og det er der en logisk forklaring på, fortæller Morten Bjerregaard Nielsen:

»Når en virksomhed skal afvikles, forsøger man altid så vidt muligt at holde driften kørende, da det er den eneste mulighed for at redde arbejdspladserne, og det er i det her tilfælde lykkedes,« siger han.

B. J. Trading EDB havde ved konkursen cirka 15 medarbejdere. Alle disse får – ifølge kurator – lov til at beholde deres job.

Til kunderne, der har bestilt varer, eller som har gavekort, tilgodebevis eller lignende liggende, siger Morten Bjerregaard Nielsen følgende:

»Det er ikke noget, jeg må lægge vægt på som kurator, da jeg skal varetage de samlede kreditorers interesser, men det er mit indtryk, at køberen har alle intentioner om at honorere de forpligtelser, der er til kunderne, så de ikke lider et tab,« siger han og fortsætter:

»Vi er meget glade for, at det lykkedes os at fastholde driften i en uge, så vi på den måde har reddet en masse arbejdspladser.«

Kurator Morten Bjerregaard Nielsen vurderer, at det samlede underskud i konkursboet vil lande på cirka 10 millioner kroner, men sager om omstødelse og erstatning kan væsentligt ændre dette.