Det nordjyske køkkenfirma Boform havde et hårdt 2018, og det kan i sidste instans betyde, at det snart 40 år gamle firma går konkurs.

Boform fik sidste år et nettounderskud på 4,1 million kroner.

Det var en voldsom tilbagegang i forhold til året før, hvor virksomheden lavede et overskud på 200.000 kroner, og det store underskud har bragt selskabskapitalen i bund.

Det skriver Finans.dk.

Boform skriver som kommentar til deres regnskab, at der er kommet pres på selskabets likviditet, og at selskabet derfor er i forhandlinger med et pengeinstitut om en udvidelse af kreditfaciliteterne, ligesom de er i forhandling om indskud af yderligere selskabskapital.

Mens disse forhandlinger står på, er der usikkerhed om virksomhedens videre færd.

'Der er således væsentlig usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften, da det endnu er usikkert, om der opnås tilsagn om de begærede lån og kapitalindskud til finansiering af driften og de nødvendige investeringer i de førstkommende år,' skriver selskabet i sit regnskab.

Deri fremgår det dog også, at ledelsen regner med, at lånene bliver godkendt, så de kan holde gang i virksomheden.