Efter at have testet det i flere måneder lancerer Bilka nu et helt nyt koncept, som de selv kalder 'en blanding af en færgehavn og McDrive.'

BilkaToGo hedder nyskabelsen, som gør det muligt for dig at købe dine dagligvarer i god ro og mag via hjemmesiden bilkatogo.dk eller en app - og køre forbi din lokale Bilka senere på dagen, hvor du vil få de færdigpakkede indkøbsposer leveret direkte i bagagerummet. Det skriver Bilka i en pressemeddelelse.

»Med BilkaToGo har Bilka en løsning, som hænger godt sammen for både forbrugerne og Bilka, fordi der ikke er omkostninger til transport ud til hver enkelt kunde. En anden stor fordel er, at de fire timer fra bestilling til varerne kan afhentes er meget kortere, end hvis du bestiller på nettet og skal have varerne leveret,« siger Bilkas direktør Mark H. Nielsen i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Jan gik igennem Dublins gader efter danske lammetæv: Han blev overrasket over det, de irske fans gjorde

Det i Danmark helt nye 'Click-and-collect'-koncept gik i luften 15. november efter otte måneders testforsøg på Dansk Supermarkeds hovedkontor i Aarslev. I første omgang er det dog kun Bilka i Hundige og Tilst, som tilbyder kunderne BilkaToGo, men planen er, at det med tiden skal rulles ud over hele landet.

»Når vi har samlet erfaringer fra de første to butikker, vil vi løbende åbne for BilkaToGo i de andre Bilka-hypermarkeder,« siger Mark H. Nielsen.

BilkaToGo fungerer således, at du - efter at have bestilt varerne på nettet - får udleveret et nummer ved ankomsten til din lokale Bilka. Nummeret angiver hvilken bane, du skal placere dig i - ligesom når du venter på færgen. Når du er nået frem til skranken, vil en Bilka-medarbejder lægge dine indkøbsposer i bagagerummet - meget a la McDrive.

Konceptet adskiller sig fra konkurrenter som nemlig.com og Årstiderne, fordi det ikke er muligt at få varerne leveret til døren. Og det er et helt bevidst valg fra Bilkas side. Kæden mener nemlig ikke, at det er muligt at tjene penge på forretningsmodellen, hvis kunderne samtidig skal have leveret online-dagligvarerne til hoveddøren.

Det forklarede koncerndirektør med ansvar for E-commerce og det digitale område, Kenneth Nielsen, i en intern nyhed til Dansk Supermarkeds medarbejdere, som BT har fået lov til at citere fra:

»Endnu er ingen i Danmark eller ret mange andre steder lykkedes med at få leverancer helt hjem til folks hoveddør til at løbe rundt. Derimod har vi identificeret click-and-collect som et af de områder inden for online fødevarer, som er skalerbart, og hvor der er mulighed for at skabe rentabel forretning. Vi tror på, at click-and-collect har betydeligt potentiale, da vi har taget de fordyrende led ud,« siger Kenneth Nielsen i den interne nyhed.

Ifølge Dansk Supermarked er 'Click-and-collect' i kraftig vækst i udlandet, herunder i Frankrig og Storbritannien.

Man kan købe over 15.000 forskellige varer gennem BilkaToGo.