For tredje år i streg har solbrillevirksomheden Christopher Cloos røde tal på bundlinjen.

Der har dog ikke tidligere været tale om så stort et underskud.

Således kan Cloos ApS i 2020-regnskabet præsentere et underskud på sammenlagt 8,6 millioner kroner, skriver Finans. Til sammenligning lød underskuddet på 900.000 kroner i 2019 og 1,4 millioner i 2018.

Virksomheden har en enkelt fysisk butik i hovedstaden, men salget foregår primært på nettet og via forhandlere både indenfor og udenfor Danmarks grænser.

På fire kontinenter – Europa, Oceanien samt Syd- og Nordamerika – er det således muligt at få fat i et par Christopher Cloos-solbriller.

Virksomhedens direktør, Julius August Langkilde Høedt, har ikke ønsket at kommentere regnskabet overfor Finans, men i regnskabets ledelsesberetning lyder det, at underskuddet var »forventeligt og en del af forretningsplanen«.

I samme rapport lyder det desuden, at virksomheden forventer, at der i år vil blive tilført yderligere likviditet fra nuværende eller nye investorer, såfremt der er behov for det.

Dette underbygges af, at der de seneste fire måneder er blevet tilført knap 3,7 millioner i kapitalforhøjelser, skriver Finans.