Italienske flyledere strejker i 12 timer mandag, og det kan forstyrre ferien for nogen.

Omkring 5-600 personer, der mandag skal rejse mellem Italien og Danmark med SAS, kommer ikke med deres planlagte fly.

Det oplyser SAS' fungerende pressechef i Danmark, Alexandra Lindgren.

Det sker, fordi flyveledere i Italien strejker klokken 08-20 mandag, skriver luftfartsmediet Check-in.

I alt fire af SAS' ankomster og afgange til og fra Københavns Lufthavn aflyses som følge af strejken. Det er flyvninger til og fra Milano og Rom.

»Vi ombooker alle, men det er svært, så det kan tage lidt tid,« siger Alexandra Lindgren.

Hun oplyser, at man løbende vil få information på sms eller mail, hvis man er ramt af aflysninger, og at man derfor ikke selv skal foretage sig noget.

Af Københavns Lufthavns hjemmeside fremgår det, at også en afgang og en ankomst fra Rom med Ryanair er aflyst.

Pressemedarbejderen i SAS fortæller, at det er omkring 1.700 skandinaviske SAS-passagerer, der påvirkes af strejken.

De italienske flyvelederes strejke kommer til at berøre flyvninger til og fra italienske lufthavne og luftrummet over Italien.

Der vil også være industrielle sympatiaktioner i flere italienske lufthavne mellem klokken 13 og 17.

Det italienske flyselskab Alitalia har på grund af strejken været nødt til at aflyse 130 flyvninger.

/ritzau/