Nogle har været presset under coronapandemien – andre har øget sin indtjening. Og så er der dem, hvis formue nærmest er eksploderet.

Et imperium i Nordjylland hører til gruppe nummer tre.

Endda i vild og overlegen stil, hvilket betyder, at foretagenet er strøget ind på listen over landets rigeste.

Således har familie Enggaard fra Aalborg, der driver A. Enggaard Holding, en kranforretning og en række andre selskaber, øget sin formue med en milliard kroner på kun et år.

Det skriver Økonomisk Ugebrev i en samlet liste over de 100 rigeste familier i Danmark.

Enggaard-familien har øget sin formue fra 2,6 milliarder kroner i 2020 til 3,6 milliarder kroner i 2021. Samlet set giver det en plads på listen som nummer 49. Det er fire placeringer højere end året forinden.

Familievirksomhedens udgangspunkt er entreprenørkoncernen A. Enggaard Holding, som drives af Asger Enggaard.

Derudover har virksomheden en kranforretning, hvilket Jens Enggaard står i spidsen for. Jens og Asger er sønner af Jørgen Enggaard, der er anden generation i familievirksomheden.

Jørgen Enggaard er bestyrelsesmedlem og ejer et par procenter af hver koncern.

Ifølge Økonomisk Ugebrev har entreprenørvirksomheden en egenkapital på godt og vel 1,36 milliarder kroner. Kranforretningen er god for en værdi af 1,6 milliarder kroner.

Det er blandt andet byggeopgaver, salg og værdiregulering af ejendomme samt kursgevinster ved låneomlægninger, der grundlægger den vilde formue.

Endvidere har familievirksomheden også et par andre selskaber, som Jørgen Enggaard håndterer. I disse ligger der en formue på 475 millioner kroner, skriver ugebrevet slutteligt.

Det skal retteligt tilføjes, at formuerne ikke nødvendigvis er helt præcise. Økonomisk Ugeblad tilføjer således, at det er 'de bedst mulige skøn efter omfattende research om ejerforhold og regnskabstal for mere end 1.500 selskaber'.

A. Enggaard blev stiftet tilbage i 1943 af Asger Enggaard – far til Jørgen Enggaard.

Det er Familien Kirk Kristiansen, der driver Lego-dynastiet, som topper listen udsendt af Økonomisk Ugebrev. Familien har en formue på 322,5 milliarder kroner.