Hvis du har været på boligjagt i og omkring Aalborg de seneste år, har du kunnet risikere en prisstigning på m²-prisen på helt op til 453 procent.

Står du med en fornemmelse af, at priserne per m² er steget i eksempelvis Klarup og Nibe, er du ikke helt forkert på den.

Herunder får du svaret på, hvilke boligejere i Aalborg-området der har fået den største værdistigning på deres hus de sidste 30 år. Og dermed også svar på, hvor det efterhånden er blevet dyrt at købe en bolig.

Der er procentvise stigninger fra 310-453 procent i de fem forskellige postnumre.

Her får du listen over postnumre med den højeste stigning i m² siden 1992.

5. 9270 Klarup

Siden 1992 har Klarup oplevet en stigning i m²-pris på intet mindre end 310 procent. Dermed sniger Klarup sig ind på en femteplads.

Her skal du i gennemsnit slippe 2.741.920 kroner for et hus på 160 m². Der bliver opført cirka 410 nye boliger i Klarup, og det sker både via omdannelse af områder fra erhvervsformål til boliger og med helt nye boligområder, så der burde være nok at vælge mellem, hvis du leder efter bolig i Klarup.

4. 9280 Storvorde

I Storvorde er der sket en stigning på 377 procent. I 2021 skal man i gennemsnit give 2.057.760 kroner for et hus på 160 m².

Det gør, at Storvorde faktisk er den billigste by at købe hus i i 2021, hvis man sammenligner med de resterende fire byer på listen, selvom m²-prisen ikke er steget helt så meget som i de andre byer.

3. 9000 Aalborg

Selve Aalborg er naturligvis også at finde på listen over stigninger i m²-priser, men byen placerer sig ikke på en førsteplads.

Aalborg er derimod at finde på en tredjeplads med en stigning på 403 procent.

Her koster et hus på 160 m² i gennemsnit 3.471.040 kroner.

Selvom det er den højeste pris ud af de fem byer, er det altså ikke her, hvor der procentvis er sket den største stigning.

Udsigt ud over Hasseris i Aalborg.
Udsigt ud over Hasseris i Aalborg. Foto: Henning Bagger
Vis mere

2. 9240 Nibe

I Nibe er der ikke kun midlertidige telte under Nibe Festival – der er nemlig også boliger til salg med en m²-pris, som gør, at byen placerer sig på en andenplads med en stigning i m²-pris på 430 procent.

Skalskoven er heldigvis også et besøg værd, når der ikke er festival! Nibe har mange smukke, gamle huse med røde tegltage og smukke, klassiske vinduer, så hvis det er sådan et hus, du drømmer om, er Nibe et oplagt bud.

1. 9260 Gistrup

Med en stigning på hele 453 procent er Gistrup at finde på en klar førsteplads.

Her er gennemsnitsprisen for et hus på 160 m² 2.967.360 kroner. Byen er både tæt på Lundby Krat, Aalborg Universitet og ikke mindst det nye supersygehus, hvilket kan spille ind på priserne.

Derudover er Aalborg og Gistrup så småt ved at vokse sammen, hvilket også kan have en indvirkning på boligpriserne.