Byggefirmaet Barslund er i dag erklæret konkurs.

Det skriver selskabet selv i et opslag på deres LinkedIn-profil.

'Der arbejdes på højtryk for at finde en løsning, således at byggesager og medarbejdere kan fortsætte i et nyt regi. Indtil da vil al aktivitet på byggepladserne være sat på standby,' lyder det blandt andet.

I samme opslag bliver der rettet stor ros mod de mere end 400 ansatte, der altså pr. dags dato er arbejdsløse.

Barslund var et entreprenørselskab, der udførte anlægsarbejde for både offentlige og private.

På trods af, at coronapandemiens aftag ellers har givet branchen noget af et boost, har det altså ikke været tilstrækkeligt for at opretholde virksomheden.

Af opslaget fremgår det ikke, hvad der ligger til grund for selskabets endeligt.

Selskabet har eksisteret siden 1980 og blev stiftet af Thomas Barslund.

Der fandtes afdelinger både i Jylland og på Sjælland – sågar i Sverige. Men nu er Barslund altså et afsluttet kapitel.

Ifølge Finans viste virksomhedens regnskab for sidste år, 2020, at der blev omsat for mere end 650 millioner kroner, hvoraf bundlinjen efter skat viste et underskud på 207 millioner danske kroner.