»Vi vidste godt, at det ikke var lovligt.«

Sådan siger administrerende direktør i Humac, Michael Bech, til Newsbreak.dk, efter Humac ved retten i Kolding er blevet idømt en bøde på 50.000 kroner for overtrædelse af tv-overvågningsloven.

Forbrydelsen bestod i, at Humac på kædens officielle Facebook-profil offentliggjorde billeder af personer, der var mistænkt for tyveri fra blandt andet en Humac-butik i Kolding.

Michael Bech fortæller, at Humac i 2018 politianmeldte hele 49 tilfælde af tyveri fra Humac-butikker i hele landet.

Især fra butikker i Kolding, Vejle, Esbjerg og Herning.

Humac tog sagen i egen hånd, fordi man mente, at tyverierne ville fortsætte, hvis ikke man gjorde andet end at melde sagerne til politiet.

»De gik ind i butikkerne og klippede ledninger over til telefonerne. De gjorde det åbenlyst, mens medarbejderne så det, og de truede medarbejderne, hvis de blandede sig,« siger Michael Bech til Newsbreak.

Den ulovlige offentliggørelse af de mistænkte betød, at Humac blev sigtet af politiet.

Men det betød ifølge Humac-direktøren også, at antallet af tyverier faldt drastisk, og det har ifølge Michael Bech sparet butikkerne for et tab på omkring 300.000 kroner.

Michael Bech vil ikke afvise, at han igen vil bryde loven ved at offentliggøre fotos af mistænkte, hvis han en dag står i samme situation som i 2018.