En ti-årig dreng væltede tirsdag eftermiddag, da han kom kørende på sin cykel i Videbæk.

Han væltede ud foran en personbil, som ramte ham.

Det fortæller vagtchef Jesper Brøndum fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.

Drengen blev efterfølgende fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby med helikopter.

»Der kører en personbil ad Bredgade i Videbæk i vestlig retning. Og drengen kører på cykelstien i samme retning. Af ukendte årsager vælter drengen på cykel ud foran personbilen, lige da den kører forbi,« siger vagtchefen.

Da ulykken skete, kørte personbilen omkring 40 kilometer i timen, skriver TV Midtvest.

Da drengen blev indlagt, frygtede man hovedskader.

Lægerne kunne efterfølgende konstatere, at den ti-årige ikke havde lidt skade på hovedet, men havde flere brækkede knogler.